Sagsbehandler til momskontrol af selskaber
Skattestyrelsen
Dine opgaver og muligheder
Du bliver en del af enheden SMS 12, hvor vi arbejder med kontrol af små og mellemstore selskaber. Dit primære fokus bliver momskontrol, hvor du skal være med til at sikre, at virksomhederne efterlever gældende regler. Det er udfordrende opgaver, der kræver høj faglighed, engagement og professionalisme.
Dine opgaver vil blandt andet være at
- gennemføre momskontrol af selskaber inden for udvalgte brancher eller områder
- gennemgå og vurdere regnskabsmateriale og øvrige relevante oplysninger
- kommunikere med virksomheder og deres repræsentanter
- bidrage til udvikling og effektivisering af arbejdsgange og kontrolprocesser.
Dine faglige og personlige kompetencer
Du har en relevant uddannelse som fx skatterevisor, cand.merc.jur., cand.merc.aud., HD i regnskab, professionsbachelor i skat eller en tilsvarende uddannelse. Du kan også have opnået dine kompetencer gennem relevant erhvervserfaring.
Det vigtigste er, at du har en solid faglig forståelse og lyst til at arbejde med moms, regnskab og kontrol. Erfaring med området er en fordel, men vi hører også gerne fra dig, hvis du er nyuddannet.
Vi lægger desuden vægt på, at du:
- arbejder struktureret, analytisk og selvstændigt
- har blik for både detaljen og den samlede opgaveløsning
- kommunikerer klart og professionelt – både skriftligt og mundtligt
- er samarbejdsorienteret og bidrager aktivt til faglig sparring og videndeling
- er løsningsorienteret og har lyst til at udvikle dig fagligt.
SMS 12 – Moms, selskabsskat og hovedaktionær i Horsens hører under Små og mellemstore selskaber i Skattestyrelsen og vi arbejder med kontrol af moms, selskabsskat og hovedaktionærer samt udbetalingskontrol og genoptagelser.
Hos os bliver du en del af et fagligt stærkt miljø med engagerede kolleger, der hjælper hinanden og er stolte af den opgave, vi løser.
Hos os får du
- fagligt udfordrende opgaver, hvor du får mulighed for at specialisere dig inden for momskontrol
- selvstændighed og indflydelse på din opgaveløsning og udviklingen af vores arbejdsgange
- gode udviklingsmuligheder gennem sparring, videndeling og faglig kompetenceudvikling
- et godt kollegialt fællesskab med fokus på trivsel, samarbejde og en uhøjtidelig omgangstone.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Ansøgning, CV og eksamensbeviser samt yderligere relevant materiale bedes sendt via linket
”Søg stillingen” senest tirsdag den 24. november 2026 Spørgsmål til stillingen besvares gerne af funktionsleder Gitte Bennedsen, på telefon 72 37 57 78.
Vi forventer at holde første runde samtaler den 1. december 2026. En evt. anden runde samtaler afholdes den 7. december 2026. Der kan indgå en logik- og personanalyse i rekrutteringsforløbet.
Forventet tiltrædelse er pr. 1. februar 2027 eller efter aftale.
Der vil forud for ansættelsen blive indhentet referencer og straffeattest.
Hvis du går videre til ansættelse i rekrutteringsforløbet, skal du være opmærksom på, at vi foretager en undersøgelse af, om du har gæld, der er sendt til inddrivelse hos det offentlige. Vi undersøger ligeledes, om du har afgjorte kontrol- og/eller straffesager på skatte- og afgiftsområdet. Din ansættelse sker under forudsætning af, at vi ikke finder oplysninger om dig, der er uforenelige med en ansættelse i Skatte- og Vækstministeriets koncern.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatte- og Vækstministeriet.
Du bliver ansat i Skatte- og Vækstministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted bliver Guldberghus, Grønlandsvej 5, 8700 Horsens.
Skat er ikke enkelt. Derfor har vi brug for dig.
I Skattestyrelsen bliver du en del af et fagligt og mangfoldigt fællesskab, hvor du får ansvar, udvikler dig gennem komplekse opgaver og får tæt sparring med dygtige kolleger – alt sammen inden for fleksible rammer.
Skattestyrelsen lægger vægt på at understøtte fleksible arbejdsvilkår, og rammerne for arbejdstilrettelæggelsen drøftes mellem leder og medarbejder med udgangspunkt i den samlede opgaveløsning.
Din udvikling betyder meget for os, og hos os får du gode muligheder for læring og en karrierevej, der er fleksibel og tilpasset dig, uanset hvor i livet du befinder dig.
Vi samarbejder på tværs af generationer, uddannelser, baggrunde og landsdele om at løse vores kerneopgave. Vores opgaver kræver viden, ekspertise og fordybelse. Din læringskurve vil derfor være stejl, og du styrker din faglighed og opbygger kompetencer, der følger dig videre i dit arbejdsliv.
Skattestyrelsen spiller en vigtig rolle i samfundet ved at sørge for, at ingen betaler hverken for meget eller for lidt i skat. Det er ikke en enkel opgave, men den er vigtig. Skat er alles ansvar – og så er det vores arbejde. Og det kan også blive dit.
Skattestyrelsen opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, seksuel orientering, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.