Endokrinologisk speciallæge til Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F.
Region Sjælland
Vi søger en endokrinologisk speciallæge til SUH, Nykøbing F., med basis i klinikken for Hormonsygdomme, Diabetes og Knogleskørhed og tilhørende seriøst gode muligheder for at påvirke indhold og arbejdstilrettelæggelse efter eget ønske og aftale med ledende overlæge.
SUH, Nykøbing F. er en overordentlig god arbejdsplads, hvor vi kender hinanden og har et godt samarbejde på tværs af afdelinger, faggrupper og specialer – både kollegialt og fagligt. Området Medicinske Sygdomme råder over 109 senge og specialerne: gastroenterologi, geriatri, kardiologi, lungemedicin og endokrinologi. Hertil driver kirurgerne fra SUH, Køge en udefunktionen som integreret del af afdelingen.
Vi har aktuelt fire speciallæger tilknyttet den meget velfungerende endokrinologiske klinik på SUH, Nykøbing F. med hovedfunktion i alle endokrinologiske områder i tæt samarbejde med SUH, Køge. Hertil et rigtigt godt samarbejde med de andre endokrinologiske afdelinger i Region Sjælland og Hovedstaden. Pr. 1. januar 2027 fusionerer klinik for Hormonsygdomme, Diabetes og Knogleskørhed Nykøbing F. med søsterafdelingen i Køge, hvilket skaber gode muligheder for et endnu tættere fagligt samarbejde, vidensdeling og udvikling af stærke patientforløb på tværs af matriklerne.
Fokus er for tiden bl.a. på vores mange Steno Diabetes Center (SDCS)-aktiviteter, herunder teleambulant aktivitet, udbygning af den regionale diabetes/psykiatriske fusionsklinik, opbygning af en klinisk forskningsenhed samt konsolidering af knogleskørhedsklinikken.
Afdelingen er klassificeret som hovedfunktionsenhed i videreuddannelsen i intern medicin: endokrinologi.
Stillingen ønskes besat med en speciallæge i intern medicin: endokrinologi, som med sine faglige og videnskabelige kvalifikationer kan bidrage til at videreudvikle specialet hos os.
Ved besættelse af stillingen vil der blive lagt vægt på bred endokrinologisk og intern medicinsk interesse, samt på lyst og vilje til at udnytte de rige muligheder for optimering af arbejdsgange og opgavefordeling som både strukturreform og de folkesundhedsmæssige behov kalder på.
Ansøger vil efter nærmere aftale få ansvar for udvalgte faglige og ledelsesmæssige opgaver, herunder f.eks. udviklingsprojekter med relation til SDCS.
Efter aftale mulighed for udetjeneste på SUH, Køge og evt. hjemmearbejdsdage.
Vi tilbyder en fleksibel arbejdstilrettelæggelse, ligesom vi gerne vil imødekomme muligheder for at vedligeholde og udvikle særlige interesseområder.
På SUH, Nykøbing F. ønsker vi at være et inspirerende, udviklende og eftertragtet uddannelsessted i kraft af klinisk undervisning af høj faglig standard. Vi forventer, at du vil bidrage til at fastholde afdelingens rigtigt gode uddannelsesmiljø ved at engagere sig i supervision og udmøntning af de yngre lægers videreuddannelse.
Vi ønsker at være førstevalg for borgerne i området. SUH, Nykøbing F. deltager i en række spændende projekter så som ”Et Liv i Balance” og ”Broen til bedre sundhed” i tæt samarbejde med Primær Sundhed i Region Sjælland samt Guldborgsund og Lolland kommuner.
Forskning
SUH har en aktiv Forskningsstøtteenhed, og vi er på Nykøbing F. matriklen i proces med udvikling af det lokale forskningsnetværk. Ambitionen er, på tværs af kliniske afdelinger og den epidemiologiske forskningsenhed, at skabe værdifuld viden med praktisk rettede konsekvenser og fokus på udligning af ulighed i adgang til sundhedsydelser.
Praktiske oplysninger
På alle ugens dage kan du køre gratis med pendlerbus mellem hhv. København og Køge til/fra SUH, Nykøbing F. Bussen kører både morgen og aften alle ugens dage, og køretiderne er tilrettelagt efter vagtskifte.
SUH, Nykøbing F. har desuden oprettet et personalehotel, hvor du har mulighed for at booke dig ind til overnatning til 150 kr. pr. døgn.
For yderligere oplysninger om pendlerbus, personalehotel og om sygehuset, læs mere på Et arbejdsliv i balance - Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F.
Læs mere om dine karrieremuligheder inden for netop dit speciale og hør, hvorfor andre af dine kollegaer allerede har valgt Region Sjælland på Det Gode Lægeliv.
Stillings- og funktionsbeskrivelse samt yderligere oplysninger kan rekvireres hos ledende overlæge Allan Kofoed-Enevoldsen, e-mail: [email protected] , tlf. 26 24 94 85.
Du er velkommen til at besøge os eller ringe for en snak.
Løn og ansættelsesforhold
Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og tillæg efter forhåndsaftaler.
Stillingen er vagtbærende. Antal vagter efter individuel aftale.
Ansøgning
Ansøgningen skal udfærdiges i.h.t. Sundhedsstyrelsens beskrivelser af de syv lægeroller.
Afhængig af kvalifikationer ansættes du som overlæge eller speciallæge.
Samtaler afholdes løbende, så send din ansøgning allerede nu.
Ansættelse d. 1. december 2026 eller efter aftale.