Sygeplejerske søges til nyoprettet kombinationsstilling som vagtplanlægger og klinisk sygeplejerske på Sengeafsnit, Ældresygdomme SUH Nykøbing F
Region Sjælland
Vil du være med til at skabe både gode vagtplaner og god sygepleje?
På Sengeafsnit for Ældresygdomme på Sjællands Universitetshospital søger vi en sygeplejerske til en nyoprettet stilling, der har lyst til at kombinere klinisk sygepleje med en central rolle inden for vagtplanlægning og koordinering.
Stillingen er til dig, der både trives tæt på patienterne og motiveres af at skabe struktur, overblik og gode arbejdsforhold for dine kolleger. Du får en nøglefunktion i afsnittet med stor betydning for både den daglige drift, medarbejdernes arbejdsliv og patienternes forløb.
Fremtidens sundhedsvæsen skaber vi sammen
Vi tror på, at fremtidens sundhedsvæsen bygger på stærke faglige fællesskaber, tværfagligt samarbejde og sygeplejersker, der ser hele mennesket – ikke kun sygdommen.
På Ældresygdomme møder vi patienter med komplekse sygdomsforløb, hvor flere problemstillinger ofte er til stede samtidig. Derfor er sygeplejen en afgørende del af behandlingen, og vi arbejder hver dag for at skabe sammenhængende og trygge patientforløb på tværs af hospital, kommune og almen praksis.
Vi arbejder ud fra Fundamentals of Care, hvor klinisk ekspertise kombineres med nærvær, relationer og en helhedsorienteret tilgang til patienten.
Dine opgaver
Som vagtplanlægger vil du blandt andet få medansvar for:
- Vagtplanlægning for cirka 40 medarbejdere
- Indkaldelse og koordinering af vikarer
- Håndtering af ændringer ved sygdom, ferie og andet fravær
- Sparring med ledelse og kolleger omkring bemanding og arbejdstilrettelæggelse
- Bidrag til en bæredygtig vagtplanlægning med fokus på både drift og arbejdsmiljø
Samtidig indgår du i den kliniske drift som sygeplejerske og bliver en del af et fagligt stærkt team omkring vores geriatriske patienter.
Hos os får du
- Et afsnit med høj faglighed og et stærkt tværfagligt samarbejde
- Dygtige og engagerede kolleger, som hjælper hinanden
- Et individuelt tilrettelagt introduktionsforløb
- Kompetenceudvikling, undervisning, supervision og årlig Skills-træning
- Mulighed for at præge udviklingen af både arbejdstilrettelæggelse og sygeplejepraksis
- Et godt kollegialt fællesskab med fokus på arbejdsglæde og trivsel
Vi lægger stor vægt på, at et godt arbejdsliv også handler om balance. Derfor planlægger vi arbejdstiden i dialog med den enkelte og med respekt for både afdelingens behov og privatlivet.
Vi søger dig, der
- Er autoriseret sygeplejerske
- Har gode samarbejds- og kommunikationsevner
- Arbejder struktureret og kan bevare overblikket i en omskiftelig hverdag
- Trives med både administrative og kliniske opgaver
- Bidrager positivt til arbejdsmiljøet og fællesskabet
- Gerne har erfaring med vagtplanlægning i KMD eller interesse for at lære området
Ansættelsesvilkår
- 37 timer ugentligt
- Ansættelse i to vagtlag
- Gennemsnitligt 4 arbejdsweekender i en 12-ugers periode
- Deltagelse i helligdagsvagter
Kom og bliv en del af vores hold
Vi søger en kollega, der har hjertet med i sygeplejen, blik for helheden og lyst til at gøre en forskel for både patienter og medarbejdere. Til gengæld får du en meningsfuld stilling med stor indflydelse, høj faglighed og kolleger, der løfter i flok.
Vi glæder os til at høre fra dig.