Project Engineer
Aasted
Aasted er en toneangivende virksomhed inden for maskiner, løsninger og service til chokolade-, konfekture- og bageribranchen. Til stillingen som Project Engineer søger vi lige nu en specialist inden for mekanisk konstruktion, som skal arbejde med Aasteds innovative maskinproduktion samt beklædning og være med til at styrke vores Solution Engineering-team.
Solution Engineering Teamet
Som en del af Solution Engineering-teamet bliver du en del af et hold bestående af specialister inden for Elektriske og Automatiseringssystemer samt Mekanisk Konstruktion. Vores fælles mål er at levere produkter af højeste kvalitet til vores kunder, og vi lægger stor vægt på innovation og faglig udvikling både for vores medarbejdere og vores produkter. I teamet er der en uformel omgangstone og vi er gode til at støtte hinanden.
Om jobbet
I denne centrale rolle får du mulighed for at eksekvere på internationale kundeprojekter fra de første konceptuelle tegninger til den endelige samling på fabrikken. Dine primære opgaver inkluderer udvikling af kundetilpassede løsninger og maskinkonstruktion, konstruering af beklædning, udarbejdelse af dokumentation, retrofitting af eksisterende udstyr samt ansvar for administration af styklister og dokumentation samt bestillinger. Som Project Engineer vil du arbejde tæt sammen med vores projektledere og fabriksteam.
Derudover vil der være mulighed for at involvere sig i udviklingen af afdelingen, heriblandt optimering af processer, træning af kollegaer og sikre konstant forbedring af kvalitet og effektivitet.
Din profil
Vi forestiller os, at du er en imødekommende og serviceminded person med en yderst detaljeorienteret tilgang til dit arbejde. Du arbejder struktureret, har en stærk samarbejdsevne, dog kan du arbejde selvstændigt, og evnen til at bevare overblikket, samt tage gode hurtige beslutninger i travle perioder med skarpe deadlines. Derudover ser vi gerne, at du har en interesse for optimering og strømlining af processer og arbejdsgange.
Kvalifikationer
Vi ser gerne, at du har en uddannelse som maskiningeniør eller lignende med minimum 5 års erfaring fra en lignende specialistrolle. Har du også en baggrund inden for håndværk vil det være en fordel. Derudover er det afgørende, at du besidder følgende kompetencer:
- Du er ekspert i SolidWorks med evner inden for kompleks 3D-modellering
- Du har omfattende erfaring med ERP-systemer for effektiv projektadministration
- Du kan yde support til andre afdelinger internt samt til kunder
- Du har solide færdigheder i Microsoft Office-programmerne
- Du er flydende i både dansk og engelsk, både skriftligt og mundtligt.
Du bliver en del af en veletableret international virksomhed med stærke danske rødder, hvor vi vægter relationer højt. I 2026 blev Aasted en del af den italienske Piovan Group, hvilket åbner op for nye perspektiver og muligheder som en del af en større international koncern i de kommende år.
Hos Aasted er vores kultur præget af engagerede medarbejdere, der er stolte af deres arbejde, og som bidrager til et stærkt fællesskab og sammenhold. Vi værdsætter åben, ærlig og direkte kommunikation og tror på, at vi kommer længst ved at behandle hinanden med respekt og ordentlighed.
Vi arbejder løbende på at skabe en inkluderende arbejdsplads med lige muligheder for udvikling for alle medarbejdere. Vi tilbyder blandt andet en attraktiv barselsordning, sociale arrangementer og en lækker kantine drevet af Meyers Kantine.
Hos Aasted prioriterer vi et sundt arbejdsmiljø og er derfor en røgfri arbejdsplads. Det betyder, at rygning ikke er tilladt i arbejdstiden eller på virksomhedens område.
Vi ser frem til at høre fra dig
Vi afholder samtaler løbende, så send allerede nu din ansøgning og dit cv
Hvis du har spørgsmål eller blot vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at række ud til Jonas Gotfred, Department Manager, Solution Engineering Mechanical, Line Engineering på [email protected]
Hos Aasted ønsker vi at skabe en inkluderende arbejdsplads, hvor alle føler sig velkomne. Vi opfordrer derfor alle til at søge stillingen uanset køn, etnicitet, seksuel orientering samt politisk og kulturel baggrund.
Du kan læse mere om os og vores arbejde her: AASTED | Welcome to our world
Aasted – en dansk pioner
Aasted har i mere end 100 år været markedsledende inden for udstyr og produktionslinjer til chokoladeproduktion verden over. Vores kundeportefølje spænder fra mindre lokale virksomheder til nogle af verdens største globale FMCG-virksomheder.
Vi er på en konstant udviklingsrejse drevet af nysgerrighed, som har gjort os i stand til at gentænke, hvad der tidligere blev anset for muligt inden for chokoladeproduktion. Vi udfordrer det umulige og gør det muligt. Vi introducerer løbende en bred vifte af banebrydende og patenterede løsninger til vores kunder, som hjælper dem med at realisere deres unikke visioner.
Hos Aasted er vi mere end 550 medarbejdere, der med passion, erfaring og ekspertise udfordrer status quo.