Ny ejendomsdirektør til By & Havn
Udviklingsselskabet By & Havn
By & Havn driver en stor areal- og ejendomsportefølje og udvikler nye bykvarterer i København, der skal danne rammen om tusindvis af menneskers hverdag. Som ejendomsdirektør får du en central rolle i at sikre, at selskabet fortsat skaber levende, bæredygtige og attraktive bykvarterer– både som steder at bo og arbejde, og som rammer for liv og ophold for københavnere og besøgende.
By & Havn udvikler levende bykvarterer
By & Havn er et offentligt ejet udviklingsselskab med ansvar for byudvikling og havnedrift i København. Selskabet ejes af Københavns Kommune og staten og arbejder på et forretningsmæssigt grundlag med aktiviteter inden for byudvikling, havnedrift, udlejning, parkering, byggemodning og stormflodssikring. By & Havns indtægter fra selskabets aktiviteter bidrager til finansiering af byens infrastruktur, herunder metroen, hvilket stiller betydelige krav til langsigtet økonomisk styring og værdiskabelse.
Stillingen
Som ejendomsdirektør er du medlem af direktørgruppen og refererer til den administrerende direktør. Du har ansvaret for ejendomsområdet med ca. 70 medarbejdere, som omfatter drift af og udlejning knyttet til erhvervsejendomme, parkeringshuse og parkeringskunder samt Københavns Havn med udlejning til bl.a. husbåde samt samarbejdet med Copenhagen Malmö Port. Du varetager desuden By & Havns rolle i en række projektselskaber indenfor ejendomsudvikling, herunder Stejlepladsen P/S og Fælledby P/S, hvor der i partnerskab med andre investorer opføres nye boliger i nye bykvarterer.
Stillingen som ejendomsdirektør har to centrale dimensioner. Den ene er drift og asset management af en stor eksisterende portefølje, herunder løbende portefølje- og driftsoptimering. Den anden er at varetage By & Havns ejerskab af datterselskaber og joint ventures med eksterne medejere.
Drift og asset management er en vigtig del af stillingen som ejendomsdirektør. Du står i spidsen for en stor eksisterende ejendomsportefølje og skal sikre en yderligere professionel, stabil og effektiv drift med fokus på service, vedligehold, data og relationer til kunder og lejere. Samtidig skal du skabe værdi ved at optimere porteføljen, konsolidere driften af udlejning og parkeringsforretningen, forbedre udnyttelsen af kapaciteten i parkeringsanlæggene samt sikre at organisationen får mest muligt ud af de eksisterende systemer.
Du skal kunne vurdere og forhandle komplekse aftaler med investorer, udviklere og medejere. Du skal også sikre, at beslutningsgrundlag, risikovurdering og governance lever op til både kommercielle krav og ejernes forventninger.
Rollen kræver solid forståelse for værdiskabelse i ejendomme. Du skal optimere porteføljen, herunder indtægter, tomgang og langsigtet værdiforøgelse og yderligere professionaliserer udlejning af erhvervsejendomme og parkeringsforretningen. På parkeringsområdet er det en central opgave at udnytte kapaciteten i de eksisterende anlæg bedre. Du står også for udlejning til midlertidige aktiviteter på ledige arealer med fokus på, at de bidrager til værdiskabelse i den kommende byudvikling.
By & Havn er ejet af Københavns Kommune og staten. Du skal kunne navigere i dette felt og samtidig sikre de bedst mulige kommercielle resultater inden for dem. Det forudsætter tillidsfulde relationer i alle henseender.
Du får en central rolle i at skabe en stærk og kundeorienteret driftsorganisation med de rette kompetencer. Du udøver et tydeligt og værdibåret lederskab, der motiverer og samler organisationen og indgår i en direktørgruppe der sætter kursen på strategisk niveau. Opgaven kræver således, at du formår at balancere kommercielle hensyn med et bredere samfundsmæssigt ansvar og bidrager til en helhedsorienteret udvikling af By & Havns ejendomme og forretning.
Den ideelle kandidat
Der søges en kommerciel, med en solid forståelse for ejendomsøkonomi og dokumenteret erfaring med asset management og porteføljestyring af en større eksisterende portefølje af ejendomme, udlejningsaktiviteter og kunder.
Du er en vedholdende og arbejdsom leder med høj integritet, og med solid ledelseserfaring fra ejendomsbranchen eller en anden forretning med driftsfokus og store porteføljer. Du er relationsskabende og evner at opbygge tillid hos medarbejdere, lejere, kunder, medejere og politiske interessenter. Du er en tydelig og værdibåret leder, der kan samle og motivere driftsorganisationen og samtidig bidrage til helheden som medlem af direktørgruppen.
Du har erfaring med at lede og konsolidere større driftsorganisationer, herunder service, vedligehold, kundehenvendelser og leverandørstyring, og du har stået i spidsen for forandringer og driftsoptimering. Du arbejder datadrevet og kan udnytte og videreudvikle eksisterende systemer og nøgletal til at prioritere, styre og følge op på drift og portefølje. Du kommer fra en direktion eller ledergruppe, har bred forretningsforståelse samt budget- og resultatansvar, og du kan lede ledere og tænke ud over dit eget ansvarsområde. Du har mulighed for at præge organiseringen indenfor dit eget ansvarsområde som har 2-4 ledere.
Du har erfaring med kommercielle partnerskaber, joint ventures eller projektselskaber, herunder bestyrelsesarbejde, ejerskabsrepræsentation og samarbejde med institutionelle investorer og medejere. Du har desuden erfaring med komplekse interessentmiljøer, eventuelt i eller tæt på politisk styrede organisationer, hvor kommercielle hensyn skal afvejes i forhold til interessenters ønsker og behov.
Som person er du en tydelig og troværdig leder med høj integritet og gennemslagskraft. Du trives med bredden i at indgår i en direktørgruppe der i fællesskab tager ansvar for hele by & Havns opgaveløsning. Du er kundeorienteret, relationsskabende og analytisk, og du er handlekraftig og kan omsætte strategi til konkrete resultater i driften. Du har politisk tæft og modenhed til at håndtere, at kommercielle hensyn og interessenters ønsker og behov løbende skal afvejes. Du bevarer overblik og retning, også under pres og offentlig bevågenhed.
Ansøgning og kontakt
Rekrutteringsprocessen varetages af Heidrick & Struggles.
Yderligere oplysninger om stillingen fås ved henvendelse til By & Havns administrerende direktør Nanna Westerby Jensen eller konsulenterne hos Heidrick & Struggles (Anne Mette Dissing-Immerkær, Rasmus Riisgaard & Rasmus Hernø) på tlf. 33 37 76 00.
Ansøgning og CV samt eventuelt yderligere materiale sendes senest fredag, d. 20. november kl. 12.00 til mailto:[email protected].
By & Havn tilbyder gode ansættelsesvilkår, et godt arbejdsklima og gode kolleger. Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge.