Analytisk profil med interesse for skatteretlige problemstillinger
Skattestyrelsen
Nogle ser en skattesag. Du ser nuancer og de detaljer, der gør forskellen. Du ved, at de bedste afgørelser bygger på analyse, stærk faglighed og klar kommunikation. Og du motiveres af at fordybe dig i juridiske problemstillinger og finde løsninger, der gør en forskel. Hvis det lyder som dig, kan du være vores nye kollega i enheden Borgere 11 – Bindende svar.
Selvom vi geografisk hører til i Ribe, behøver du ikke bo lige i nærheden for at søge stillingen. I teamet mødes vi nemlig fast én dag om ugen i Ribe og én dag i Fredericia. Hvor og hvordan du arbejder de resterende dage, aftaler vi i fællesskab. I Skatte- og Vækstministeriet lægger vi vægt på at understøtte fleksible arbejdsvilkår, og derfor drøftes rammerne for arbejdstilrettelæggelsen mellem leder og medarbejder med udgangspunkt i den samlede opgaveløsning.
Bliv specialist i skatteret
Hos os arbejder vi med bindende svar – skriftlige afgørelser, hvor borgere kan få afklaret de skattemæssige konsekvenser af deres dispositioner, før de handler.
Sagerne spænder bredt inden for personbeskatning og omfatter blandt andet lønmodtageres indkomst og fradrag, ejendomsavance, international beskatning, pensionsbeskatning og andre komplekse skatteretlige problemstillinger.
Som sagsbehandler hos os kan du få en varieret dagligdag. Du får ansvar for dine egne sager fra start, hvor du analyserer lovgivning og praksis, vurderer de juridiske spørgsmål og udarbejder afgørelser, der både er juridisk korrekte og skrevet med borgeren i centrum. Vi gør en dyd ud af at skrive kort og præcist, så afgørelsen er forståelig for borgeren. Det giver dig en unik mulighed for at opbygge en bred og dyb viden om nogle af Skattestyrelsens mange fagområder. Du vil typisk have ansvaret for 4-8 sager ad gangen med forskellig kompleksitet og omfang.
Du bliver en del af et stærkt fagligt fællesskab, der brænder for skatteretten
Vores team består af kolleger med forskellige faglige baggrunde og erfaringer, men vi har én ting til fælles: Vi elsker at fordybe os i juraen og udvikle vores faglighed, samtidig med at vi har fokus på fremdrift i opgaveløsningen. Hos os står du aldrig alene. Vi sparrer med hinanden, deler viden og udfordrer hinanden fagligt, fordi vi ved, at de bedste løsninger bliver skabt i fællesskab.Samtidig har vi en uformel omgangstone, høj grad af tillid og stor fleksibilitet i hverdagen.
Uanset om du kommer med stor erfaring eller er ny inden for området, sørger vi for, at du kommer godt fra start.Du får et grundigt onboardingforløb med introduktion til vores opgaver, systemer og arbejdsmetoder samt et skræddersyet introduktionsprogram gennem vores interne akademi.Vi tror på, at faglig udvikling er en løbende proces, og derfor prioriterer vi både efteruddannelse, videndeling og løbende sparring.
Stærk i formidling og juridisk metode
Der er flere veje ind i jobbet, og det vigtigste er, at du har interesse for skatteretten og lyst til at udvikle dine juridiske kompetencer inden for området. Du er måske cand.jur., cand.merc.jur, har en professionsbachelor / diplom i skat eller skatterevisor. Du kan også have opnået tilsvarende kompetencer gennem dit arbejde med skat eller juridisk metode. Det er en fordel, hvis du har erfaring med sagsbehandling inden for skatteområdet.
Vi forestiller os, at du
- arbejder struktureret og kan skabe overblik over juridiske problemstillinger
- kan omsætte lovgivning og praksis til velbegrundede afgørelser og sikre klar formidling af disse på skrift
- kan balancere høj kvalitet med produktivitet
- møder kolleger og opgaver med engagement og positiv energi og bidrager aktivt til et fagligt miljø med sparring og videndeling
Kontakt og ansættelsesvilkår
Send ansøgning, CV og eksamenspapirer senest søndag den 22. november 2026 via linket ”Søg stillingen”. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte funktionsleder Tine Vestergaard Hansen på telefon 7238 7076.
Første runde samtaler afholdes den 30. november 2026 på Skattestyrelsens lokation i Fredericia. Anden samtale forventes afholdt den 8. december 2026 i Fredericia, hvor der kan indgå en logisk test, personlighedsanalyse samt en lille case som dialogværktøj. Forud for ansættelsen indhenter vi referencer og straffeattest.
Forventet tiltrædelse den 1. februar 2027 eller efter aftale.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatte- og Vækstministeriet.
Hvis du går videre til ansættelse i rekrutteringsforløbet, skal du være opmærksom på, at vi foretager en undersøgelse af, om du har gæld, der er sendt til inddrivelse hos det offentlige. Vi undersøger ligeledes, om du har afgjorte kontrol- og/eller straffesager på skatte- og afgiftsområdet. Din ansættelse sker under forudsætning af, at vi ikke finder oplysninger om dig, der er uforenelige med en ansættelse i Skatte- og Vækstministeriets koncern.
Du bliver ansat i Skatte- og Vækstministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet vil være Sorsigvej 35, 6760 Ribe.
Skat er ikke enkelt. Derfor har vi brug for dig.
I Skattestyrelsen bliver du en del af et fagligt og mangfoldigt fællesskab, hvor du får ansvar, udvikler dig gennem komplekse opgaver og får tæt sparring med dygtige kolleger – alt sammen inden for fleksible rammer.
Skattestyrelsen lægger vægt på at understøtte fleksible arbejdsvilkår, og rammerne for arbejdstilrettelæggelsen drøftes mellem leder og medarbejder med udgangspunkt i den samlede opgaveløsning.
Din udvikling betyder meget for os, og hos os får du gode muligheder for læring og en karrierevej, der er fleksibel og tilpasset dig, uanset hvor i livet du befinder dig.
Vi samarbejder på tværs af generationer, uddannelser, baggrunde og landsdele om at løse vores kerneopgave. Vores opgaver kræver viden, ekspertise og fordybelse. Din læringskurve vil derfor være stejl, og du styrker din faglighed og opbygger kompetencer, der følger dig videre i dit arbejdsliv.
Skattestyrelsen spiller en vigtig rolle i samfundet ved at sørge for, at ingen betaler hverken for meget eller for lidt i skat. Det er ikke en enkel opgave, men den er vigtig. Skat er alles ansvar – og så er det vores arbejde. Og det kan også blive dit.
Skattestyrelsen opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, seksuel orientering, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.