Laborantpraktikant til analyseudvikling, februar 2027
Fertin Pharma A/S
Vil du prøve kræfter med rigtigt laboratoriearbejde, blive skarpere på forskellige analyseteknikker og opleve, hvordan kemi, teknologi og teamwork spiller sammen i hverdagen? Så er en praktikplads i vores analyseudviklingslaboratorium måske noget for dig.
Hos Fertin Pharma søger vi en laborantpraktikant til vores analyseudviklingslaboratorium, AD, med opstart i februar 2027.
Du bliver en del af et fagligt stærkt team med god energi, en uformel omgangstone og plads til både spørgsmål, læring og godt humør.
Hvad kommer du til at lave?
I AD arbejder vi med at teste og udvikle analysemetoder til Fertins nye produkter. Du kommer derfor tæt på udviklingen og får mulighed for at arbejde med forskellige produktformater som blandt andet tyggegummi, tabletter og pulver.
Du får erfaring med flere analyseteknikker og bliver blandt andet introduceret til:
- HPLC til bestemmelse af aktive stoffer og urenheder
- Loss on drying
- Vandaktivitet
- pH-målinger
- Stabilitetsstudier
Som praktikant bliver du en del af den daglige analysedrift. Du bliver grundigt oplært i forskellige analyser og lærer at arbejde efter GMP, hvor korrekt dokumentation og sporbarhed er en vigtig del af arbejdet.
Du får en fast vejleder, som følger dig gennem praktikken, hjælper med din oplæring og støtter dig i forbindelse med dit afsluttende projekt.
Dine opgaver bliver blandt andet at:
- udføre analyser efter gældende procedurer
- behandle analyseresultater i LIMS og Excel
- betjene og vedligeholde laboratorieudstyr
- fremstille reagenser
- dokumentere dit arbejde korrekt
Vi forventer ikke, at du kan det hele fra dag ét. Det vigtigste er, at du har lyst til at lære og er nysgerrig på laboratorieverdenen.
Vi forestiller os, at du:
- har afsluttet den teoretiske del af laborantuddannelsen
- arbejder struktureret og omhyggeligt
- er nysgerrig, engageret og klar på nye udfordringer
- bidrager med positiv energi og godt humør
- trives med både teamwork og selvstændige opgaver
- kommunikerer flydende på dansk og kan læse og forstå teknisk engelsk
Fertin Pharma A/S udvikler og fremstiller orale og intraorale produkter for lokale og globale brands. Det omfatter blandt andet farmaceutiske produkter som nikotinerstatning og nutraceutiske produkter som kosttilskud, der understøtter bedre sundhed.
Lyder det som noget for dig?
Så glæder vi os til at høre fra dig.
Har du spørgsmål til praktikpladsen, er du meget velkommen til at kontakte Manager Christina Schjøth Frydendahl på [email protected] .