Tømrer med formandsansvar
Ejendomsselskabet Olav de Linde
Ingen ansøgning krævet – søg fra mobilen, så kontakter vi dig
Ejendomsselskabet Olav de Linde søger en udlært tømrer, der både vil arbejde med værktøjet i hånden og tage ansvar for, at tømreropgaverne på vores byggepladser er godt forberedt og kan udføres ordentligt.
Kan du både se løsningen og få styr på det, der skal til for at udføre den?
Hos os kommer du til at arbejde med renovering, vedligehold og specialopgaver i eksisterende ejendomme i Aarhus. Mange af vores bygninger er tidligere industri- og erhvervsejendomme, som vi transformerer og giver nye funktioner frem for at rive ned. Det kræver ofte løsninger, der skal tilpasses den enkelte bygning.
Du bliver en del af vores håndværksafdeling og får en kombineret rolle som udførende tømrer og formand på tømreropgaverne.
Du skal fortsat selv udføre tømrerarbejde, men du får samtidig ansvar for at være på forkant med opgaverne. Du besøger byggepladserne, gennemgår det kommende arbejde og sørger blandt andet for opmåling og bestilling af de materialer, der skal bruges.
Det kan eksempelvis være gulve, vinduer og lofter. Derfor er det vigtigt, at du kan læse og forstå tegninger og omsætte dem til det praktiske arbejde på byggepladsen.
Dine opgaver:
- Udførende tømrerarbejde inden for renovering og vedligehold
- Formandsansvar på vores tømreropgaver
- Besigtigelse og gennemgang af kommende opgaver på byggepladserne
- Opmåling til blandt andet gulve, vinduer, lofter og øvrige bygningsdele
- Planlægning og bestilling af materialer
- Læsning og forståelse af tegninger
- Koordinering af tømrerarbejdet, så opgaver og materialer er klar på det rigtige tidspunkt
- Samarbejde med vores øvrige håndværkere og byggeledere
Om dig:
Du er udlært tømrer og har solid praktisk erfaring. Du behøver ikke nødvendigvis komme fra en formandsstilling i dag, men du skal have lyst og evne til at tage et større ansvar for opgaverne omkring det udførende arbejde.
Vi lægger især vægt på, at du:
- Har god tegningsforståelse
- Er sikker i opmåling og kan vurdere materialebehov
- Kan planlægge dit eget og andres arbejde
- Har overblik og følger op på de aftaler, der bliver lavet
- Har sans for kvalitet og detaljer
- Kan se praktiske løsninger i eksisterende bygninger, hvor ikke alt nødvendigvis passer til standardmål
- Kommunikerer godt med både håndværkere og byggeledere
- Stadig har lyst til selv at være udførende tømrer
Du skal med andre ord kunne gå ind på en byggeplads, danne dig et overblik over opgaven og være med til at sikre, at tømrersjakket har det rigtige grundlag og de rigtige materialer til at komme videre.
Om os:
Ejendomsselskabet Olav de Linde udvikler, udlejer og driver ejendomme i Aarhus, Odense og København. Vi arbejder blandt andet med at transformere og renovere eksisterende bygninger, hvor historie, materialer og godt håndværk får lov til at leve videre med nye funktioner.
Med vores egen håndværksafdeling er vi tæt på både ejendommene og de løsninger, der bliver udført. Tømrere, murere og øvrige faggrupper arbejder sammen, og der er stor respekt for den enkelte håndværkers faglighed.
Vi tilbyder:
- Fast ansættelse med overenskomst (3F)
- En kombineret rolle med både praktisk tømrerarbejde og formandsansvar
- Varierede opgaver inden for renovering, vedligehold og transformation
- Mulighed for at få ansvar og præge, hvordan opgaverne bliver løst
- Korte beslutningsveje
- Stabile arbejdsforhold i en veletableret virksomhed
- Pensionsordning
- Tæt samarbejde med fagligt dygtige kolleger på tværs af håndværksfag
Ansøgning:
Vi behøver hverken ansøgning eller CV. Send blot et par ord om dig selv og dine kontaktoplysninger – så hører du fra os.
Hvis du har spørgsmål til jobbet, kan du ringe til byggeleder Lars Alstrup Nielsen på 30 73 73 89.
Vi afholder samtaler løbende.