Ledelseskonsulent til Forbundssekretariatet
HK
Har du solid erfaring med topledelsesbetjening, processtyring og projektledelse af udviklingsprojekter? Trives du tæt på beslutningerne med høje krav til kvalitet og fortrolighed? Er det naturligt for dig at tage ansvar og tænke flere skridt frem? Så er jobbet som ledelseskonsulent i HK Danmarks forbundssekretariat måske noget for dig.
HK er Danmarks næststørste fagforening, og vi arbejder hver dag for at give medlemmerne trygge og udviklende arbejdsliv. I Forbundssekretariatet bistår vi både den politisk valgte forbundsledelse og den administrative ledelse. Du vil som ledelseskonsulent primært understøtte den administrative ledelse.
I Forbundssekretariatet er vi 8 medarbejdere, herunder to ledelseskonsulenter. Vores mål er at give HK Danmarks valgte og administrative ledelse de bedste vilkår for at skabe værdi for HK's medlemmer.
Du får en bred portefølje af opgaver. Den endelige opgavefordeling i teamet vil tage hensyn til de kompetencer og ønsker, du kommer med. Sikkert er det dog, at du skal:
- Yde strategisk og processuel sparring til HK Danmarks øverste administrative ledelse og dine kolleger, bl.a. baseret på dit blik for sammenhænge på tværs af processer og dagsordener
- Processtyre og kvalitetssikre sager fra flere af Forbundssekretariatets centre til de administrative og politiske beslutningsfora – herunder forretningsudvalg og hovedbestyrelse
- Projektlede tværgående udviklings- og forandringsprojekter
- Skrive indstillinger, beslutningsoplæg, oplæg m.v.
- Være med til at afvikle større arrangementer så som kongres og tværgående konferencer.
Om dig
- Du har solid erfaring med topledelsesbetjening, processtyring og projektledelse
- Du har erfaring fra en politisk styret medlemsorganisation – gerne fagbevægelsen
- Du har en lyttende, nysgerrig og inddragende samarbejdsstil og har et lige så stort øre ud i organisationen som op mod ledelsen
- Du har stærk organisatorisk og politisk tæft og tager ansvar for dine sager helt frem til, at de er i mål
- Du tager selvstændige beslutninger, arbejder forudseende og er på forkant
- Du er god til at kommunikere både mundtligt og skriftligt
- Du har akademisk baggrund og har løbende udbygget dine kompetencer
- Du er digitalt kompetent og stærk i brugen af Microsoft Office-pakken samt AI-redskaber
- Du er fællesskabsorienteret og bidrager til at skabe en rar arbejdsplads for alle.
Vi tilbyder
I denne stilling får du en unik mulighed for at arbejde tæt på den politiske og administrative ledelse i en af Danmarks største medlemsorganisationer. Samtidig har vi fokus på din faglige udvikling, så du løbende udvikler dine kompetencer yderligere.
Du kan glæde dig til en arbejdsdag i en uformel atmosfære præget af mange forskellige fagligheder, samarbejdspartnere og kolleger. Vi tilbyder attraktive løn- og ansættelsesvilkår i henhold til intern overenskomst med OK-fællesskabet (Tillidsmandsklubben). Vi har en god og hjertesund kantineordning og gode muligheder for motion og kollegialt fællesskab. Du refererer til lederen af Forbundssekretariatet.
Stillingen ønskes besat pr. 1. november 2026 eller tidligere.
Ansættelsessted: HK Danmark, Weidekampsgade 8, 2300 København S.
Yderligere oplysninger
Du er velkommen til at kontakte chef for forbundssekretariatet, Helene Flethøj Thygesen, på tlf. 2875 1112 for at høre mere om stillingen.
Ansøgning
Hvis du synes, jobbet lyder som noget for dig, så send motiveret ansøgning, CV og relevante bilag via HK's hjemmeside: http://www.hk.dk/jobs. Søg stillingen 'Ledelseskonsulent til Forbundssekretariatet'.
Ansøgningsfrist er søndag d. 20. september 2026. Vi forventer at holde samtaler den 24. september, og den 28. september om formiddagen vil der være kaffemøde med forbundssekretæren/viceforbundssekretæren.
Alle kvalificerede og interesserede uanset alder, religion, etnisk tilhørsforhold, kønsidentitet eller seksuel orientering opfordres til at søge stillingen.
Med 208.000 medlemmer er HK landets næststørste fagforbund. Vi arbejder blandt andet for gode overenskomster og sunde, sikre arbejdsforhold og hjælper vores medlemmerne med job og karriere. Alt sammen for at give vores medlemmer et godt fodfæste på arbejdsmarkedet både i dag og i morgen.
HK Forbundet er en attraktiv arbejdsplads med et kollegafællesskab, hvor vi rækker ud og hjælper hinanden på tværs af teams og afdelinger. Vi arbejder hver dag for at indfri medlemmernes forventninger om god og nærværende service. Det sætter skub i en lang række initiativer og projekter, der er med til at skabe muligheder for, at du som medarbejder kan udvikle dig såvel fagligt som personligt. Målet er, at HK skal levere services af en sådan kvalitet, at HK fortsat er det oplagte valg for nuværende og nye medlemmer.
https://www.hk.dk/omhk
https://www.hk.dk/omhk/job-i-hk-fagforening/moed-en-hkmedarbejder