Security Officer - Security Check Passenger
Copenhagen Airports A/S
Din nye rolle
Vi holder til ved den centrale sikkerhedskontrol, hvor passagerer og håndbagage sikkerhedstjekkes. Her spiller du en central rolle i at sikre, at rejsen kan begynde trygt, effektivt og professionelt. Hver dag møder du mennesker med forskellig baggrund, nationalitet og kultur, som alle skal have en god oplevelse gennem Security.
Vi ser frem til, at du bidrager med:
- Sikkerhedscheck af passagerer og deres håndbagage
- At følge retningslinjer og procedurer nøje
- Vejlede passagerer og sikre en tryg og professionel oplevelse
- At lede opad, så vi sammen bidrager til det gode samarbejde og spiller hinanden gode
Aflønning sker i henhold til virksomhedsoverenskomsten, hvor grundlønnen pt. ligger på 196,10 kr./time. Dertil kommer pension, feriefridage samt en række variable- og ulempetillæg, eksempelvis weekendtillæg på 56,37 kr./time (lørdage mellem kl. 14-24 og søndage mellem 00-24).
Din nye afdeling
I Security Services & Crisis Response er sikkerhed fundamentet for alt, hvad vi gør. Vi har ansvaret for sikkerheden i hele lufthavnen og for det samlede beredskab – fra daglig kontrol og forebyggelse til håndtering af akutte hændelser.
SCP er en del af Security Services & Crisis Response og har ansvaret for at sikkerhedstjekke lufthavnens mere end 32 mio. årlige passagerer og deres håndbagage. Vi er kendte for at være en mangfoldig afdeling med kolleger i alle aldre og med forskellig baggrund, køn, kultur og religion. Vi vægter det gode arbejdsmiljø højt og bakker altid hinanden op.
Om dig
Du trives i et omskifteligt arbejdsmiljø, hvor du både kan arbejde koncentreret og fokuseret med en specifik opgave og samtidig bevare overblikket i et til tider hektisk miljø med mange mennesker og højt tempo.
Du er omstillingsparat og en naturlig myndighed, der er bevidst om det ansvar, du varetager på vores checksteder. Du kan arbejde i et selvkørende team og går til opgaverne med engagement, disciplin og en skarp sans for detaljer. Og så er du en god kollega – dem får vi nemlig aldrig for mange af i SCP.
For at komme i betragtning til jobbet forventer vi, at du:
- Taler, skriver og læser flydende dansk, og du har et godt mundtligt engelsk svarende til et niveau, hvor du kan hjælpe og vejlede vores kunder. Taler du andre sprog, kan det også være en fordel
- Har erfaring med direkte kundekontakt fra tidligere jobs
- Motiveres af kundekontakt og mødet med forskellige kulturer
- Har kendskab til IT på brugerniveau
- Har normalt farvesyn, hvilket du vil blive testet for i ansøgningsprocessen
I CPH gør vi os umage for at skabe gode rammer om din hverdag.
Du får adgang til medarbejdergoder, der både gør arbejdslivet lettere og giver balance i hverdagen. Det gælder blandt andet attraktive barselsvilkår (uanset køn), sundhedsforsikring for dig og din familie, pensionsordning, gratis parkering, gode transportmuligheder, samt træningsfaciliteter og adgang til sundhedscenter.
Samtidig bliver du en del af et mangfoldigt og aktivt fællesskab med mulighed for personlig og faglig udvikling, sport, kultur og sociale aktiviteter.
Yderligere information
Eventuelle spørgsmål om stillingen eller ansøgningsprocessen kan sendes til [email protected].
Vi modtager kun ansøgninger via vores rekrutteringssystem.
Vi benytter screeningsspørgsmål, som besvares, før du uploader din ansøgning. Dine svar vil enten kvalificere dig til at ansøge, eller du vil modtage et afslag. Et afslag vil udelukkende gælde denne stilling og har ingen betydning for fremtidige stillinger i CPH.
Rekrutteringsprocessen forløber, som følger:
Er du blandt de udvalgte kandidater, inviteres du til et videointerview via mail.
Kandidater, som går videre efter videointerviewet, bliver kontaktet direkte og skal gennemføre en synstest.
Vi afholder herefter rekrutteringsdage, der forudsætter fysisk tilstedeværelse. Rekrutteringsdagene vil blive afholdt d. 17., 22., 23. og 24. SEP 2026. Det er et krav, at du deltager i én af rekrutteringsdagene for at komme i betragtning til jobbet i SCP.
Grundet travlhed hos myndighederne, som varetager sikkerhedsgodkendelsen, kan rekrutteringsprocessen strække sig over en længere periode.
Ansøgningsfrist
Vi ser frem til at læse din ansøgning, så send den gerne snarest muligt og senest d. 16. AUG 2026.
Vi skaber forbindelse til verden
CPH har i mere end 100 år forbundet mennesker og kulturer. Vi sender passagerer ud i verden og byder verden velkommen til Danmark.
På tværs af CPH og i samarbejde med vores partnere udvikler vi fremtidens lufthavne. Sammen skaber vi ansvarlig vækst gennem sikker og stabil drift, digitalisering og gode passageroplevelser.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive politigodkendt og opretholde godkendelsen gennem hele din ansættelse.
Læs mere om hvordan det er at være medarbejder hos os på cph.dk/job.