Chef til Boligsupporten i AAB Aarhus
AAB Aarhus
Aarhus' største almene boligorganisation tilbyder en spændende stilling i Boligsupporten med ni medarbejdere, som hver dag arbejder dedikeret for at skabe gode serviceoplevelser for beboere, kommende lejere og kolleger og dermed bidrager som en central del af AAB Aarhus’ ansigt udadtil.
AAB Aarhus bygger, renoverer, vedligeholder, moderniserer og udlejer almene boliger. Vores Boligsupport varetager i tæt samarbejde med kolleger fra andre afdelinger den administration og service, der knytter sig til alle funktioner, rettigheder og pligter omkring udlejningen af boliger.
I AAB Aarhus arbejder vi for, at medarbejderne trives, så det smitter af i mødet med beboerne med god tone og overskud. Boligsupportens personale møder alle vores beboere, kommende lejere og kolleger med smil og stærk faglighed, når de på daglig basis omsætter juridisk korrekt funderet administration til præcise og forståelige svar, som er godt kommunikeret og bliver til en god serviceoplevelse.
Med udgangspunkt i gældende lovgivning for almene boligorganisationer besvarer Boligsupporten generelle spørgsmål ved telefoniske henvendelser og fysiske besøg, og udarbejder alt vedr. tilbud på boliger, lejekontrakter, overdragelse af boliger, fremleje, behandling af opsigelser samt henvendelser om reparation af boliger. Derudover servicerer Boligsupporten vores beboere med svar på generelle problematikker.
Udover udlejningen af vores egne 9.000 boliger varetager Boligsupporten administrationen i samarbejdet på den digitale platform AARHUSBOLIG med en samlet venteliste for alle almene boligorganisationer i Aarhus og omegn.
Chefstilling i en afdeling med højt kompetenceniveauSom leder af Boligsupporten og med din serviceorienterede tilgang, får du ansvaret for den interne ledelse af afdelingen og videreførelse og udvikling af optimale arbejdsprocesser med struktur, procesoptimering, forretningsgange og procedurer. Du motiverer og formidler din og Boligsupportens bidrag til tæt samarbejde med kolleger om alle de opgaver, vi løser sammen i AAB Aarhus. Du går forrest, og får dine medarbejdere med. Du befinder dig godt i en driftshverdag. Du medvirker til opgavernes løsning, kan uddelegere og bruger din erfaring med både faglig ledelse og personaleledelse.
Erfaren leder med gode menneskekundskaber og humorVi søger en leder, der prioriterer- og skaber trivsel. Du er til rådighed, du lytter og du har evnen til at læse mennesker og situationer. Det mærker man i din evne til at skabe samarbejde, til at involvere og til at lede med retning og gennemslagskraft.
I ledelsen af dine medarbejderes faglige og personlige udvikling tager du ansvar, viser tillid og giver respons og feedback. Du trives med ledelse af en selvkørende afdeling med stærk kultur, højt humør, sammenhold og fleksibilitet. Du er motiverende, ærlig og loyal, og du kan grine af dig selv og af os. Og med os.
Du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund, og du kommer med enten kendskab til den almene lovgivning eller erfaring med at arbejde på et andet stærkt reguleret område.
En del af et tæt ledelsessamarbejdeChefen for Boligsupporten har reference til direktøren, og hos os indgår du i tillidsfuldt samarbejde med chefgruppen i et åbent, fagligt og loyalt netværk. Med os tænker du på tværs af husets mange funktioner, og du bidrager med organisatoriske perspektiver, analyser og visioner for hele AAB, og udvikler arbejdspladsen og arbejdsmiljøet på tværs af mange snitflader væk fra silotænkning.
Ønsker du at vide mereStillingen søges besat d. 1. november 2026 el. snarest derefter. Arbejdsstedet er AAB’s administration, som er placeret midt i Aarhus. Løn og ansættelsesvilkår forhandles individuelt.
Samtaler gennemføres den 14.-15. september og den 24. september 2026. Kandidater der går videre til 2. runde, gennemfører analyse og test inkl. ekstra interviewsamtale primo uge 39.
Har du spørgsmål vedr. stillingen, er du velkommen til at kontakte:
- direktør Morten Homann, AAB på tlf. 2194 1414 eller
- partner Gitte Hodde, BAGLÆNS på tlf. 2141 3032.
Ansøgning med CV sendes via https://www.aabaarhus.dk/job-hos-aab-aarhus/ senest d. 3. september 2026.
AAB Aarhus er Jyllands største boligorganisation med 9.000 lejemål og 62 boligafdelinger i Aarhus og Hørning. AAB Aarhus er ikke én bygning, én afdeling eller ét kontor. Vi er mange steder. Mange mennesker. Mange funktioner. Men vi hænger sammen. Vi er 160 medarbejdere fordelt på Boligsupporten, Sekretariat, Økonomi, Projekt, Drift, Udvikling/IT samt Kulturhus Herredsvang. I ét AAB Aarhus. Se www.aabaarhus.dk og LinkedIn.