Afdelingschef, som vil være med til at sætte retningen i Svendborg
SJF Bank
Hos SJF Bank får du muligheden for at gøre en reel forskel i lokalsamfundet. Som afdelingschef i Svendborg bliver du en del af en bank med stærke værdier, korte beslutningsveje og et markant fokus på ansvarlighed og relationer. Du får indflydelse, gode udviklingsmuligheder og en central rolle i en filial med stort potentiale.
Som afdelingschef får du ansvaret for afdelingens udvikling, resultater og 9 medarbejdere. Du skaber rammerne for et stærkt arbejdsmiljø, driver vækst og sikrer, at kunderne mødes med rådgivning af høj kvalitet. Samtidig har du en mindre portefølje af egne kunder og er en synlig og aktiv drivkraft i lokalområdet med fokus på relationer og forretning.
Du bliver en del af ledergruppen i område Fyn, hvor du indgår i et stærkt fællesskab præget af høj faglighed, tæt sparring og et velfungerende samarbejde.
Hvad tæller for dig?
Vi byder dig velkommen til et stærkt fællesskab, hvor engagerede og dygtige kollegaer samarbejder tæt og fejrer hinandens succeser. Du bliver en del af en kultur med høj medarbejdertilfredshed og stærke relationer, baseret på gensidig respekt og faglighed.
Hos os er der plads til det, der tæller for dig – dine idéer, din faglighed og dine ambitioner. Vi tror på, at vi lykkes bedst, når vi står stærkt sammen og samtidig giver plads til den enkeltes udvikling.
Vi møder dig som det menneske, du er, og der, hvor du er i livet. Du bliver løbende udviklet inden for både faglighed, ledelse og vores værdier og kultur. Samtidig tilbyder vi attraktive vilkår, herunder god pensionsordning, fri telefon samt gruppe-, sundheds- og tandforsikring.
Hvad tæller for os?
Først og fremmest er du en person med et stærkt personligt drive for ledelse og en naturlig evne til at skabe følgeskab. Du motiveres af at sætte retning, udvikle mennesker og omsætte bankens strategi til konkrete mål, der skaber værdi for både kunder, medarbejdere og forretningen.
Du behøver ikke have mange års formel ledelseserfaring – det vigtigste er din lyst til at tage ledelsesansvar og din flair for at engagere og inspirere andre.
Din tilgang er nærværende, ambitiøs og autentisk, og du trives med både at være tæt på medarbejderne og aktiv i forretningen. Samtidig har du et godt kendskab til – eller en stærk tilknytning til – Svendborg og omegn, hvilket gør dig i stand til at skabe relationer og være en synlig repræsentant for banken lokalt.
Derudover er det vigtigt, at:
- Du har en bankfaglig baggrund og solid forretningsforståelse
- Du har lyst til – og mod på – at udvikle dig som leder, fx gennem uddannelse eller sparring
- Du er en udadvendt og opsøgende relationsskaber med engagement i lokalområdet
- Du kommunikerer tydeligt, troværdigt og i øjenhøjde
- Du har en oprigtig interesse i at udvikle mennesker og skabe trivsel og resultater gennem andre
- Du trives med kundekontakt
Send din ansøgning og dit CV allerede i dag og senest d. 24. august – vi glæder os til at høre fra dig!
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Områdedirektør Rasmus Grundsøe Mikkelsen på telefon 40 16 75 89 eller Talent Acquisition Specialist Eva Nestler på telefon 20 23 69 54.
Nyt navn, samme værdier
Den 20. maj 2025 skiftede vi navn fra Sparekassen Sjælland-Fyn til SJF Bank. Læs mere om navneskiftet her
Det er summen af os, der flytter noget
SJF Bank har rundt regnet 160.000 privat- og erhvervskunder. Med hovedsæde i Holbæk og afdelinger fordelt på Sjælland, Fyn og Lolland-Falster stræber vi efter at være den bedste bank for dem, som bor, arbejder og driver virksomhed i vores lokalsamfund. Vi er der for vores kunder, når de har brug for at låne til drømmehuset eller firmabilen. Og vi er der for deres lokalområder, når foreningen har brug for penge til et godt initiativ. Vi er der også for vores cirka 550 engagerede medarbejdere, der hver dag gør deres bedste for at sikre, at vores kunder får tilbudt den rådgivning og de produkter, de har brug for.
Vi er i vækst og har store ambitioner, og netop derfor betyder fællesskab og samarbejde alt. I SJF Bank kender vi hinanden, løfter i flok og deler både ansvar og succeser. Hos os er det ikke én person, én idé eller én løsning, der skaber resultaterne – det er summen af os.