Projektøkonom til økonomistyring, regnskab og rådgivning
Danish Technological Institute
Få en central rolle i økonomien bag forsknings- og udviklingsprojekter
Som projektøkonom bliver du en nøgleperson i projektøkonomi-teamet, hvor du får ansvar for økonomistyring og regnskabsaflæggelse på en portefølje af forskelligartede forsknings- og udviklingsprojekter, bevilget af både offentlige og private fonde. Årligt håndterer vi mere end 500 igangværende projekter, som involverer mere end 1.200 eksterne samarbejdspartnere og har en samlet omsætning på over 500 mio. kr.
Din rolle vil i høj grad fokusere på at sikre, at projekternes økonomiske rapportering og regnskaber lever op til kravene fra både nationale og internationale fonde samt eksterne revisorer. Du vil deltage i hele regnskabsprocessen, hvor du vil have en rådgivende rolle i alt fra budgetlægning og løbende økonomiopfølgning til rapportering, regnskabsafslutning og revision.
Samtidig får du en vigtig rolle i at bidrage til en stabil drift i teamet og skabe rum for, at vi kan videreudvikle og styrke vores processer. Vi har brug for en profil, der både kan tage ansvar i den daglige opgaveløsning og bidrage til at udvikle og prioritere sektionens processer gennem erfaring, samarbejde og videndeling.
Dine Opgaver Vil Bl.a. Være
- At vurdere økonomiske forhold og vilkår i forbindelse med nye bevillingstyper samt rådgive de faglige herom, både før og under budgetlægningen i ansøgningsfasen
- Udarbejdelse af projektregnskaber og løbende økonomiopfølgning på projekter i samarbejde med projektledere
- Generel support i forbindelse med brug af vores interne it-systemer og værktøjer til projektopfølgning
- Support af instituttets medarbejdere på hotline og mail
- At deltage ved projekt- og årsrevision
- At bidrage til udvikling, strukturering og digital understøttelse af vores arbejdsgange og processer
- Andre interne udviklingsprojekter efter behov og interesse.
Du arbejder tværgående og bidrager til videndeling på tværs af sektionen. Sammen med dine kollegaer i Projektøkonomi er du med til at videreudvikle og strukturere vores projekthåndtering, så vi skaber mere sammenhæng i processer, digital understøttelse og brugen af nye teknologier. Her ser vi gerne, at du kan bidrage med blik for, hvordan AI og datadrevne løsninger kan omsættes til konkrete forbedringer i vores arbejdsgange.
Skarp projektøkonom med lyst til at rådgive kolleger?
Du har en økonomisk uddannelse, fx cand.merc., HD(R) eller lignende, og solid erfaring med regnskabsaflæggelse og økonomistyring af projekter. Erfaring med projekter støttet af offentlige og private fonde – gerne fra forsknings- eller udviklingsmiljøer – er en klar fordel.
Derudover Forventer Vi, At Du
- Kan formidle økonomiske regler og retningslinjer klart til kolleger med forskellig ikke-økonomisk baggrund
- Har stærke it-kompetencer, især i Excel, og gerne erfaring med ERP-systemer som Microsoft Dynamics
- Har interesse for og gerne erfaring med at arbejde med digital understøttelse, procesforbedringer og nye teknologiske muligheder
- Trives i en rådgivende rolle med mange kontaktflader, både internt og eksternt
- Behersker engelsk på et højt niveau, både skriftligt og mundtligt
Vi tilbyder
Hos os får du gode muligheder for både faglig og personlig udvikling gennem kurser, løbende sparring og tæt samarbejde med erfarne og engagerede kolleger.
Derudover Kan Du – Mod En Mindre Egenbetaling – Benytte
- Instituttets motionscenter
- Personaleforening og kunstforening
- Frokostordning fra Meyers Kantiner
Kontakt
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Kristina Holdgaard-Sørensen på tlf. +45 7220 3226.
Vi indkalder løbende til samtaler, så send din ansøgning hurtigst muligt, dog senest den 17. august 2026. Vi forbeholder os retten til at fjerne annoncen, når vi har fundet den rette kandidat.