Selvstændig butikssælger til håndværkerbutik Skanderborg

Würth Danmark A/S

Butikssælger i Skanderborg – sælg til professionelle håndværkere og få stor selvstændighed i hverdagen

Her langer du ikke kun varer over disken eller fylder hylder op. Vi giver dig nemlig det fulde ansvar for butikkens daglige drift, masser af frihed i hverdagen og et stærkt fællesskab med engagerede kolleger i både Skanderborg og Aarhus. Og så får du attraktive arbejdstider, der giver plads til livet uden for jobbet.

"Jeg møder aldrig sure kunder. Langt hen ad vejen ved de selv, hvad de skal have, og ellers finder vi den rette løsning sammen. Og så får man et lige så nært forhold til dem, som til sine kolleger," siger Stine Hinrichsen, butikssælger i Aabenraa.

Bliv en del af et stærkt butiksnetværk

Du får din daglige gang i vores butik i Skanderborg, men du bliver samtidig en del af et stærkt butiksnetværk bestående af fire butikker i Aarhus- og Skanderborg-området. Du kommer til at arbejde tæt sammen med dine butikskolleger i Aarhus, sparre om kunder, produkter og løsninger og bidrage til, at vi sammen skaber den bedste kundeoplevelse på tværs af butikkerne.

Du bliver den primære drivkraft i Skanderborg-butikken og får en central rolle i den daglige drift. Da din nærmeste leder har ansvaret for flere butikker, vil du opleve stor frihed og mulighed for at sætte dit eget præg på hverdagen.

Her samarbejder du endvidere tæt med vores kørende sælgere, når I sammen giver kunderne den professionelle rådgivning, de kommer til os for.

Du får en hverdag med ejerskab, når du:

  • betjener professionelle håndværkere, der køber udstyr hos os – vi lærer dig det, du ikke ved, og der er altid en produktspecialist, der kan hjælpe
  • hjælper vores kørende sælgere, når de kommer for at hente varer eller holder kundemøder i butikken
  • pakker varer ud, fylder hylder op og laver produktudstillinger
  • ringer til faste kunder og inviterer dem ind i butikken
  • oplærer butikselever og trainees, der skal ud på landevejen som sælgere efterfølgende
  • bidrager aktivt til samarbejdet med de øvrige butikker i netværket omkring Aarhus og Skanderborg


Attraktive arbejdstider, der skaber balance i din hverdag

Hos Würth ved vi, at et godt arbejdsliv også handler om tid til familie, fritid og interesser.

Derfor har butikken åbent:

  • Mandag til torsdag: kl. 07.00 – 15.00
  • Fredag: kl. 07.00 – 14.00


Der er aldrig åbent om aftenen, og du har altid fri i weekenderne. Det giver en sjælden mulighed for en arbejdsuge med faste og attraktive arbejdstider.

Kunde eller kollega? Mest af alt er vi kammerater.

Du lærer hurtigt kunderne godt at kende, for de kommer gerne forbi flere gange om dagen. Og den rare stemning gælder selvfølgelig ikke kun forholdet til kunderne.

For i Würth har vi en særlig ånd, der kan være svær at sætte ord på. Nogen kalder det en familiefølelse, andre et rigtig stærkt sammenhold, hvor vi passer på hinanden.

"Her er vejen ikke lang fra kollega til ven. Jeg ses fx tit med mine kolleger privat, hvor vi spiller fodbold eller padeltennis og får en kop øl sammen," siger Alexander Hansen, butikssælger i Køge.

Grib mulighederne for at udvikle dig – vi har masser af dem

Vi er mere end åbne overfor, at du vokser ind i andre roller, som fx produktspecialist eller kørende sælger. Har du lyst til endnu mere ansvar og evnerne til det, tilbyder vi også en 1-årig lederuddannelse, der støtter op om dit potentiale.

Dit servicegen er dit vigtigste værktøj

Vi har både brug for dig, der har en værktøjsnørd i maven, og dig, der har lyst til at arbejde med salg i trygge rammer. Det vigtigste er, at du møder kunderne med omtanke og opmærksomhed, så de nyder at handle med dig.

Og så forestiller vi os, at du:

  • tidligere har arbejdet som håndværker, inden for detailhandlen, grossistbranchen eller i et byggemarked
  • er god til at skabe relationer til kunder og kolleger
  • trives med ansvar og selvstændighed i hverdagen
  • gerne har et lokalt kendskab til håndværkere og erhvervslivet i Skanderborg-området
  • kan have en håndværker- eller grossistuddannelse – men det vigtigste for os er den person, du er


Klar til en hverdag med ansvar og stor selvstændighed?

Så send os din ansøgning – og hellere i dag end i morgen. Hvis du har spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte Butiksregionschefen.

Vi ser frem til at høre fra dig!

Hos Würth ser vi diversitet og mangfoldighed som en styrke, og vi arbejder aktivt for et inkluderende arbejdsmiljø.

Derfor opfordrer vi alle interesserede kandidater til at søge – uanset alder, køn, baggrund, handicap, religion, seksualitet eller etnisk tilhørsforhold.

Hvordan man ansøger

For at ansøge om dette job skal du autorisere på vores websted. Hvis du ikke har en konto endnu, bedes du tilmelde.