Teamleder til Marked og udvikling
Vandcenter Syd
VandCenter Syd søger en teamleder for Marked & Udvikling
Ansøgningsfrist: Hurtigst muligtTeamleder med internationalt udsyn
Sæt den faglige kurs i globalt samarbejde om vandforsyning
Dit job
Som teamleder for Marked & Udvikling er du drivkraften i VandCenter Syds udadvendte arbejde, hvor vi rådgiver om drikkevands- og spildevandsforsyning – både nationalt og internationalt.
Du er leder for et mindre team i Danmark og deltager også aktivt i tværgående tekniske projekter i både ind- og udland. Som teamleder har du det faglige overblik, motiverer og sikrer retning og fremdrift i VandCenter Syds salg af ydelser og knowhow.
Ideelt set bliver du også personaleleder for teamets medarbejdere og afholder bl.a. MUS og 1:1 med dem. Vi er dog åbne for, at personaleledelsen evt. kan udgå af jobbet, hvis det ikke matcher din profil.
Din base bliver vores kontor i Odense C, men du kan forvente 8-12 ugers rejseaktivitet fordelt over året.
Projekter i udlandet løser du typisk i samarbejde med rådgivere, entreprenører og myndigheder, hvor du også får mulighed for at deltage i opgaver inden for dit tekniske fagområde.
På den hjemlige front understøtter du udviklingen i den danske vandsektor via arbejdsfællesskaber med vores ejerkommuner og andre store forsyningsselskaber i Danmark. Den præcise form aftaler vi ud fra din faglige profil.
Dine primære opgaver, bliver at
- Sætte faglig retning og drive udviklingen af dit område
- Være en motiverende leder for medarbejderne i Marked & Udvikling
- Udvikle projekter sammen med aktører på tværs af den danske vandsektor
- Koordinere internationale opgaver og udarbejde tilbud
- Udvikle træningsforløb for medarbejdere i udenlandske vandselskaber
- Opsøge nye samarbejder, som matcher vores ydelser og profil
- Afrapportere udførte projekter skriftligt og mundtligt
- Udbrede kendskabet til VandCenter Syds internationale arbejde
Dine kolleger
Dit nye team består af fem dygtige mennesker, som på hver deres felt beskæftiger sig med at videreudvikle og udbrede VandCenter Syds særlige ekspertise inden for drikkevands- og spildevandshåndtering.
Du bliver en del af et stærkt fagligt fællesskab omkring internationale aktiviteter og får tætte relationer på tværs af hele organisationen. Derudover kommer du også til at samarbejde med mange eksterne partnere.
I hele VandCenter Syd får du 200+ dygtige og engagerede kolleger inden for et væld af fagområder.
Om dig
Vi leder efter dig, der:
- Har en teknisk baggrund som fx ingeniør eller maskinmester og solid faglig indsigt i vand- eller miljøsektoren (fx inden for forsyningsanlæg, drikkevand, spildevand eller lignende)
- Er udadvendt og sætter en ære i at opbygge gode og tillidsfulde relationer
- Er nysgerrig og har lyst til at arbejde i og med forskellige kulturer. Det er en fordel, hvis du allerede har erfaring med internationale vand- eller miljøprojekter
- Er velformuleret på engelsk, både skriftligt og mundtligt
- Tager initiativ og trives med opsøgende arbejde og opbygning af netværk
- Har erfaring med og lyst til ledelse
Hvem du ellers er, glæder vi os til at finde ud af. Vi tror på, at mangfoldighed gør os klogere og arbejdsdagen sjovere. Derfor glæder vi os til at høre fra lige præcis det menneske, du er – uanset om du er vandhund, landkrabbe eller noget helt tredje.
Hvad får du hos os?
Vi kan tilbyde dig et spændende fuldtidsjob med stor fleksibilitet og indflydelse på din arbejdsdag. Du får lejlighed til at udfolde dit fag og udvikle dig i en meningsfyldt branche, der har fokus på miljø og livsvigtig infrastruktur. Og ikke mindst får du en masse gode kolleger i en virksomhed med både stærk faglighed og plads til sjov.
Derudover er vi en arbejdsplads, der udforsker nye veje og prioriterer efteruddannelse højt. Vi lægger stor vægt på trivsel og krydrer arbejdsdagen med bl.a. sociale arrangementer, motion og en velsmagende kantineordning. Vi har løn efter KL-overenskomst, betalt frokostpause, flextid, ugentlig trivselstime og mulighed for hjemmearbejde.
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte områdechef Niels Malmmose Askjær (40 80 84 90) eller specialkonsulent Martin Westerboe Sørensen (40 80 84 54).
Brug linket ”Søg jobbet” herunder og fortæl, hvorfor du skal være vores nye kollega. Vi holder samtaler løbende, indtil vi har fundet det rigtige match.
Vi afholder to samtalerunder (med en profiltest imellem) og vil gerne have dig til at starte i jobbet hurtigst muligt.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Om os
VandCenter Syd er ét af Danmarks største vand- og spildevandsselskaber. Hos os bliver du del af et fællesskab, der arbejder for at sikre det livsvigtige vand både hjemme og i naturen, i Danmark og i udlandet – og gøre det på en måde, der holder vand langt ud i fremtiden.