Køkkenchef til Restaurant KLANG
Compass Group
Vil du stå i spidsen for vores nye køkken i DR Koncerthuset, hvor gastronomisk håndværk, kvalitet og gæsteoplevelser er omdrejningspunktet?
Her får du mulighed for at skabe rammerne for en helstøbt oplevelse, hvor god mad er en naturlig del af koncertaftenen.
En restaurant med store ambitioner
Compass Group overtager ansvaret for køkkenet i Restaurant KLANG i DR Koncerthuset, som vi kommer til at drive i tæt samarbejde med DR. Derfor søger vi en køkkenchef, som har lyst til at være med helt fra begyndelsen.
Restauranten byder koncertgæster velkommen før forestillingerne, hvor en veltilberedt middag er med til at sætte stemningen for resten af aftenen.
Vi serverer en 2- eller 3-retters menu samt et tapasbræt. På en aften kan der være op til 125 menuer og 90 tapasbrætter. Brød og desserter produceres af vores bager og konditor i DR Byen. Menuen skifter cirka hver anden måned og udvikles i tæt samarbejde med vores Food Excellence-team.
Alle bestillinger er lagt på forhånd, så der er gode rammer for at levere høj kvalitet med ro, overblik og præcision.
Et nyt team og et stærkt bagland
Du står i spidsen for et nyt team med en souschef, en kok og en køkkenmedhjælper. Samtidig får du et større fagligt fællesskab i DR Byen, hvor 23 kollegaer driver både kantiner og caféer – og bliver dine tætte samarbejdspartnere.
Din rolle som køkkenchef
Som køkkenchef får du ansvaret for den daglige drift i køkkenet. Du går forrest i produktionen og skaber en hverdag præget af struktur, godt håndværk og stærkt samarbejde – og sikrer, at hver servering lever op til det høje niveau, der kendetegner oplevelsen i DR Koncerthuset.
Dine opgaver er blandt andet:
- Planlægning og koordinering af produktionen før koncerter
- Sikre høj kvalitet, præcision og flotte anretninger
- Varebestilling og overblik over den daglige drift
- Ledelse, sparring og udvikling af teamet med fokus på arbejdsglæde
Hvem er du?
Du er faglært kok og har erfaring som køkkenchef – eller som souschef og er klar til at tage næste skridt. Du har gerne erfaring fra restaurant eller et lignende køkken, hvor du har arbejdet med menuer og service på et højt niveau. Derudover lægger vi vægt på, at du:
- Har høj faglighed og stolthed i dit gastronomiske håndværk
- Arbejder struktureret og bevarer overblikket – også når tempoet stiger
- Tager ansvar og går forrest som leder i den daglige drift
- Er samarbejdende, serviceminded og bidrager til en positiv holdånd
- Trives i en rolle, hvor præcision og stabilitet er afgørende for gæsteoplevelsen
Arbejdstider
Stillingen er på 37 timer om ugen med skiftende vagter, der følger koncertprogrammet. Vagtplanen lægges i god tid, og du har som minimum fri hver anden weekend.
Det får du hos os
- Mulighed for at sætte dit præg på en ny restaurant og et nyt team fra starten
- En levende arbejdsplads, hvor kultur, gastronomi og gæsteoplevelser mødes
- Et solidt bagland i Compass Group med faglig sparring og gode muligheder for både faglig og personlig udvikling
- Ansættelse som funktionær med løn efter kvalifikationer, 12% pension og sundhedsordning
Klar til at være med fra starten?
Send dit CV allerede i dag.
Vi holder samtaler løbende og ansætter, når vi har fundet den rette.
Vi glæder os til at byde vores nye køkkenchef velkommen 1. september – eller gerne lidt før.