Administrativ koordinator/medarbejder søges til Ørum skole
Viborg Municipality
Skolen er en lille landsbyskole øst for Viborg, der huser 230 elever, 14 lærere, 4 pædagoger samt 2 teknisk administrativt ansatte. Her er højt til loftet, masser af grønne marker, god plads omkring os og et stærkt lokalsamfund.
Vi er en lille ”kontorgang”, der består af skoleleder og pædagogisk leder, og vi har ikke en skolesekretær ansat. Vi har derfor brug for en person, der vil befinde sig godt med mange forskellige opgaver og som kan se sig selv i en ”blæksprutte-funktion”. Du vil skulle sætte dig ind i en masse systemer, der har at gøre med alt fra økonomistyring, busaftaler, indkøbsaftaler, lønaftaler, ferie- og fridage, GDPR, jura og lignende. Vi forventer, at du kan tage ansvar og løbe med opgaver, og der vil være medansvar for budgetopfølgninger, økonomisk styring, fremtidssikring og andre komplekse opgaver Samtidig får du lavpraktiske opgaver, hvor du betaler regninger, svarer på mails, videresender, følger op på diverse og tager telefonen. Du skal arbejde tæt sammen med ledelsen, og den åbne dialog er altafgørende i samarbejdet. På en lille skole som vores er vi vant til at hjælpes ad med opgaverne, og som administrativ koordinator, kan du også forventes at byde ind på en lyttende skulder til en elev eller kollega, hvis dagsformen kalder på det, eller hvis ledelsen er ude af huset.
Hos os er der ikke langt fra kontorgangen til resten af skolen. Vi kender de fleste elever og forældre, og glæder os over, at vi får lov til at tage del i mange forskellige opgaver.
Vi har en stærk skolebestyrelse, som vil meget og som engagerer sig meget. Forældrekredsen er også tæt på, og bidrager fx med et ”forældreband”, med fælles arbejdsdage og med gæstebemanding til vores valgfag.
Vi tilbyder således at byde dig velkommen til en velfungerende lille lokalskole, der arbejder benhårdt på at skabe mange læringsbaner og muligheder for at alle børn er i privilegerede positioner så ofte som muligt. Men allermest har vi travlt med at skabe forudsætningerne for, at alle børn får muligheden for at føle sig som en fisk i vandet. Det tror vi på, at vi bedst gør, hvis personalet også stortrives i deres arbejde.
Som administrativ medarbejder/koordinator på Ørum skole forventer vi, at du:
- Har en stærk administrativ profil og gerne solid erfaring fra lignende funktioner.
- Har blik for sammenhængen mellem økonomistyring og sunde balancer i forhold til at arbejde med mennesker
- Kan omsætte overordnede mål til konkret praksis for kollegaerne
- Er god til at formulere dig på skrift
- Har skarpt blik for balancen mellem drift og udvikling i en hverdag med mange forskellige type opgaver
- Kan arbejde effektivt men grundigt
- Er en fagligt velfunderet sparringspartner, der evner at lytte til nye perspektiver, men også kan holde fast og være tydelig, når opgaven kræver det
- Kan holde mange bolde i luften
- Kan tænke langsigtet i forhold til økonomisk styring
Du ansættes efter gældende overenskomst for administrative medarbejdere.