Teamleder til hydraulisk modellering
Vandcenter Syd
Bliv faglig holdkaptajn i et højt specialiseret team
Ansøgningsfrist: Hurtigst muligtDit job
Vi søger dig, der er specialist i hydraulisk modellering og vil lede den faglige udvikling på området i ét af Danmarks største vandselskaber.
Du får anførerbindet i vores hydraulikerteam med ansvaret for at holde den faglige kurs i en travl hverdag – og for at prioritere og følge op på, at teamets opgaver kommer sikkert i mål i rette tid og kvalitet.
Som teamleder har du det faglige overblik, motiverer og sikrer retning og fremdrift i teamets opgaver.
Ideelt set bliver du også personaleleder for teamet og afholder bl.a. 1:1 og MUS med medarbejderne. Vi er dog åbne for, at personaleledelse kan udgå af jobbet, hvis det ikke matcher din profil. Det aftaler vi i fællesskab med dig, så lad det ikke være en stopklods, hvis resten af jobbet passer til dig.
I teamet får du fornøjelsen af Lene, Aske og Annette, der alle er specialister i hydrauliske beregninger. Sammen skaber og vedligeholder vi dynamiske modeller for afløbssystemer, som virksomheden kan planlægge ud fra – med et helhedsperspektiv på vandkredsløbet.
Nørdefaktoren og den faglige stolthed er lige så høj som humøret, og du får gode muligheder for faglig pingpong, udvikling og fordybelse.
Det hydrauliske team har en finger med i spillet mange steder og arbejder tæt sammen med kolleger i planlægnings- og driftsafdelingerne såvel som med eksterne samarbejdspartnere. Derudover er vi jævnligt med ombord på tværgående udviklingsprojekter.
Teamet har vokseværk og forventer flere nye kolleger i den nærmeste fremtid, så du får en spændende mulighed for at præge udviklingen i et nyt teamfællesskab.
Om dig
Du har en baggrund inden for miljøteknik, hydraulik eller ingeniørvidenskab og har flere års erfaring i at arbejde med hydrauliske beregninger og modeldatabaser som MIKE Urban, MOPS eller lignende.
Dit hjerte banker for hydraulikken, og du nyder at jonglere med komplekse beregninger og trylle tal og data om til værdifulde indsigter. Samtidig er du god til at bevare overblikket og sikre fremdrift (selv når detaljerne kunne være helt utrolig spændende at fordybe sig i). Og så skal du helt lavpraktisk have kørekort til personbil.
Som person er du typen, der tager ansvar og naturligt går forrest. Du er løsningsorienteret, skarp til at prioritere og ikke mindst en god kommunikatør, der skaber en positiv og motiverende stemning omkring dig. Det er en fordel, hvis du har erfaring med eller interesse for personaleledelse.
Hvad får du hos os?
Vi kan tilbyde dig et spændende og udfordrende job på en arbejdsplads, hvor vi sætter fagligheden højt i frie og rummelige rammer. Jobbet er på 37 timer med flextid og mulighed for delvist hjemmearbejde. Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende KL-overenskomst.
Vi udforsker nye veje, og vi kan lide at blive klogere. Derfor får du også gode muligheder for at efteruddanne dig. Derudover er vi en arbejdsplads, der lægger stor vægt på trivsel og krydrer arbejdsdagen med bl.a. sociale arrangementer, motion og en velsmagende kantineordning.
Vi tror på, at mangfoldighed gør os klogere og arbejdsdagen sjovere. Derfor glæder vi os til at høre fra lige præcis det menneske, du er - uanset om du er vandhund, landkrabbe eller noget helt tredje.
Vi glæder os til at høre fra dig
Har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte projektchef Annette Brink-Kjær (29 69 24 05) eller GIS-chef Tomas Møller Christensen (42 73 06 30).
Brug linket ”Søg jobbet” herunder og fortæl, hvorfor du skal være vores nye kollega.
Vi holder samtaler løbende, indtil vi har fundet det helt rigtige match.
Om os
VandCenter Syd er ét af Danmarks største vand- og spildevandsselskaber. Hos os bliver du del af et fællesskab, der arbejder for at sikre det livsvigtige vand både hjemme og i naturen, i Danmark og i udlandet – og gøre det på en måde, der holder vand langt ud i fremtiden.