Commercial Underwriter
Moment A/S
Commercial Underwriter til Coface i KBH / Vejle
Vil du bruge din erhvervsmæssige og finansielle forståelse til at vurdere kreditrisici i international B2B? Hos Coface bliver dine analyser en del af beslutningsgrundlaget.
Moment Search & Selection søger på vegne af Coface en Commercial Underwriter til Commercial Underwriting Team Nordics. Vi er på udkig efter en specialist, der kan samle til tider komplekse indstillinger vedrørende policevilkår i korte, klare beslutningsoplæg. Rollen passer til dig, der vil tæt på forretningen uden at sidde i en klassisk salgsrolle – og som motiveres af at kombinere data, risiko, kontraktvilkår og kommercielle muligheder.
Din hverdag i Coface
Du får en central rolle med en bred kontaktflade på tværs af de nordiske lande – fra sælgere og kundeansvarlige til kollegaer i kredit- og skadeafdelingen. Derudover giver godkendelsesniveauerne i Commercial Underwriting-organisationen dig direkte kontakt til kollegaer i Tyskland og Frankrig. Sagerne er sjældent ens: nogle afklarer du hurtigt, mens andre kræver, at du indhenter ekstra data, tester beregninger i Excel, udfordrer et vilkår og formulerer et oplæg, som en travl godkender kan forstå på få minutter.
Oplæringen tager tid, men til gengæld bygger du en dyb specialistviden i Trade Credit Insurance, som kan bære en karriere i mange år.
Din hverdag er indbegrebet af stor fleksibilitet: du vælger selv, om din base er København eller Vejle. Stemningen er uformel med et fladt hierarki og hjælpsomme kollegaer, der gerne sparrer og deler viden, når du er ærlig om tvivl, fejl og behov for prioritering.
Og så er der goderne:
Hjemmearbejde et par dage om ugen, få planlagte nordiske rejser om året, en konkurrencedygtig løn, pension i den høje ende, hvor Coface betaler 11 %, og syv ugers ferie om året.
For at blive en succes i rollen…
…behøver du ikke komme fra kreditforsikring. Det afgørende er, at du er på hjemmebane, når du kombinerer tal, forretning og skriftlig argumentation – og at du kan gøre en kompleks vurdering enkel for andre. Derudover sætter du en ære i at:
- vurdere økonomisk risiko, stille præcise spørgsmål og forklare din konklusion klart.
- finde hovedrisikoen i en sag og derefter kontrollere de detaljer, der afgør pris, vilkår eller godkendelse.
- holde fast i kvaliteten, også når en kommerciel kollega har brug for et hurtigt svar.
- sige til, når data mangler, når noget er uklart, eller når en sag kræver sparring.
- bruge feedback aktivt og holde løbende dialog med de kollegaer, der arbejder direkte med kunderne.
For at lykkes i rollen kan du tjekke følgende kvalifikationer af:
- Du har enten en relevant økonomisk eller finansiel uddannelse, fx cand.merc., cand.merc.mat., cand.merc.jur., HD eller finansøkonom, eller tilsvarende faglig tyngde opbygget gennem erfaring med kredit, risiko, porteføljer eller finansiel analyse.
- Du omsætter komplekse vurderinger til korte, præcise indstillinger og anbefalinger, som andre kan handle på.
- Du arbejder sikkert i Excel med data, beregninger, tabeller, pivottabeller og kvalitetstjek. Coface tester dine Excel-færdigheder i processen.
- Du kommunikerer meget sikkert på engelsk, mundtligt og skriftligt, og dine samtaler hos Coface foregår på engelsk. Dansk er samtidig en fordel i dialogen med de lokale kollegaer.
Det er en fordel, hvis du:
- Har erfaring med kreditforsikring, Trade Credit Insurance eller lignende B2B-risikoprodukter.
- Har erfaring med at vurdere virksomheder, kredit- eller betalingsrisici, porteføljer eller finansielle nøgletal, gerne fra fx bank, erhvervsrådgivning, corporate credit, trade finance, factoring eller et kreditsekretariat.
- Har rutine med kontraktvilkår, forsikringsvilkår, porteføljeovervågning, risikoanalyse eller indstillinger til komitéer og godkendelsesfora.
- Har kendskab til kommercielle arbejdsgange tæt på Account Management, nysalg eller kundedialog.
Vil du være med på holdet hos Coface?
Moment Search & Selection varetager rekrutteringsprocessen på vegne af Coface. Vi evaluerer løbende ansøgninger, og når den rette kandidat er fundet, lukker vi processen. Søg stillingen via ansøgningslinket, så vurderer vi din ansøgning hurtigst muligt.
Den videre proces kan omfatte samtaler hos Moment Search & Selection og Coface, en personanalyse, en kognitiv potentialetest, en Excel-test og en praksisnær case efterfulgt af referenceindhentning.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Senior Recruitment Consultant Martin Pagh Aarøe-Löfvall på [email protected]. Din henvendelse behandles fortroligt.
Ønsket opstart er den 1. september 2026.
Om Coface
Coface er en international kreditforsikringsvirksomhed, og i Norden dækker organisationen Danmark, Sverige, Norge og Finland med omkring 90 kollegaer fordelt på fem lokationer, blandt andet kontorer i Danmark, Helsinki, Oslo og Stockholm. Coface bygger på værdierne kundefokus, samarbejde, ekspertise, mod, tillid og ansvarlighed.
Du bliver en del af Commercial Underwriting Team Nordics, et lille, specialiseret team med reference til Helen Hørbo, Head of Commercial Underwriting Nordics. Teamet arbejder i krydsfeltet mellem kreditafdelingen, de kommercielle funktioner, Account Management og skadeafdelingen og servicerer 30-35 kommercielle kollegaer på tværs af Norden. Det er en flad organisation med korte beslutningsveje og høje forventninger til faglighed og kvalitet.