Programleder
Novafos
Programleder til klimatilpasning af afløbssystemer i Gladsaxe
Hos Novafos søger vi en erfaren programleder, der kan drive og koordinere en række komplekse klima- og afløbsprojekter – og sikre, at vores samlede indsats skaber reel værdi for både borgere, miljø og ejerkommuner.
Vores tidligere programleder er forfremmet til områdechef, og vi søger derfor en ny kollega, der kan videreføre og udvikle programmet.
Du får en central rolle i arbejdet med klimatilpasning, hvor du bevæger dig i spændingsfeltet mellem strategi, projektledelse, myndighedssamarbejde og borgerdialog.
En nøglerolle i realiseringen af vores klimatilpasning
Som programleder får du ansvaret for at lede og koordinere et program bestående af flere projekter inden for bl.a. separatkloakering og reduktion af overløb til vandløb, søer og kystområder.
Du arbejder både strategisk og operationelt med at sikre fremdrift, sammenhæng og kvalitet i projekterne – og bidrager til, at Novafos’ mål og visioner omsættes til konkrete resultater.
Du indgår i en ny ledelses- og governance struktur omkring programmet:
- Din områdechef er ansvarlig for at præsentere programmets fremdrift, prioriteringer og resultater for direktion, politikere og borgmestre – men som også kan sparre på det faglige niveau
- Og i det daglige refererer du til din personaleleder, som også er projektejer på programmet og din sparringspartner i forhold til prioriteringer, retning og fremdrift.
Dette giver dig et stærkt mandat i opgaveløsningen – samtidig med at du har tæt ledelsesmæssig opbakning i hverdagen.
Dine primære opgaver som programleder
Du vil blandt andet få ansvar for at:
- Lede og koordinere en portefølje af relaterede projekter og sikre samlet fremdrift, kvalitet og effekt
- Sikre overblik over økonomi, risici, tidsplaner og afhængigheder på tværs af projekterne
- Definere og følge op på programmets mål i overensstemmelse med Novafos’ strategi
- Være sparringspartner for projektledere og bidrage til deres faglige udvikling
- Sikre koordinering og samarbejde med kommuner, rådgivere og øvrige interessenter
- Håndtere politiske, organisatoriske og lovgivningsmæssige forhold, der påvirker programmet
- Understøtte beslutningsgrundlag for ledelse og styregrupper.
Du får en central rolle i dialogen med kommunerne – både administrativt og politisk – og skal kunne navigere sikkert i myndighedsprocesser og komplekse interessentlandskaber.
Kombineret programleder- og projektlederrolle
I den første periode, ca. 1-2 år vil du også være projektleder på ét konkret projekt inden for programmet.
Formålet er at sikre tæt indsigt i projektlederens hverdag, herunder:
- Dialogen med plan- og miljømyndigheder
- Udfordringer i myndighedsbehandling og projektmodellen
- Samspillet mellem strategi og praksis
- At bringe de rette rådgivere i spil ved at udbyde opgaver i idé- og analysefasen til professionelle rådgivere
- At sætte retning for rådgivernes arbejde gennem tydelig rammesætning, sikker styring og tæt opfølgning i samspil med myndighederne.
Rollen stiller krav til, at du kan balancere både programledelse og operationel projektledelse, og at du løbende prioriterer din tid, så begge dele lykkes.
Din baggrund
Vi forestiller os, at du:
- Har en relevant uddannelse som ingeniør, cand.techn.soc., biolog eller lignende
- Har minimum 5-10 års erfaring med ledelse af komplekse projekter eller programmer
- Har erfaring fra forsyning, kommune eller rådgiverbranchen
- Har solid forståelse for spildevandsområdet og klimatilpasning
- Har kendskab til lovgivning, myndighedsprocesser og planhierarkiet
- Har erfaring med interessenthåndtering i et politisk miljø.
Dine kompetencer
Vi lægger vægt på, at du:
- Har stærke kompetencer inden for program- og projektledelse, herunder risikostyring, økonomi og fremdriftsstyring
- Kan skabe overblik og formidle komplekse problemstillinger klart til forskellige målgrupper
- Har politisk tæft og evne til at navigere i et komplekst interessentlandskab
- Arbejder struktureret og strategisk – uden at miste blik for detaljen
- Er en stærk relations skaber, der kan samle og motivere både interne og eksterne samarbejdspartnere.
Hos os
Som programleder bliver du en del af et team, hvor vi er gode til at bruge hinanden aktivt og sparre fagligt i hverdagen. Vi passer på hinanden og prioriterer et trygt og samarbejdende arbejdsmiljø. Samtidig har vi en høj faglighed, som spænder bredt – vores medarbejdere har mange forskellige faglige baggrunde, og det bruger vi aktivt til at skabe bedre løsninger.
Vi tilbyder:
- Fleksible arbejdstider og mulighed for hjemmearbejde
- Gode udviklingsmuligheder, herunder kompetenceudvikling inden for program- og projektledelse
- Et arbejdsmiljø med fokus på trivsel og balance
- Moderne faciliteter i Birkerød
Kontakt og ansøgning
Epico Group er rekrutteringspartner på denne stilling. Har du spørgsmål til stillingen er du meget velkommen til at kontakte Senior Business Manager Mia Boldsen Müller på tel: 2866 3943. Tiltrædelse er snarest muligt, og der holdes samtaler løbende. Alle ansøgninger vil blive behandlet fortroligt.
Om Novafos
Novafos er et kommunalt ejet vandselskab, der håndterer drikkevand og spildevand for over 400.000 borgere i ni kommuner i hovedstadsområdet. Vi er omring 400 dedikerede medarbejdere, der arbejder for bæredygtige løsninger, der beskytter miljøet og skaber værdi for både mennesker og natur. Vi vægter det gode samarbejde højt både internt i organisationen men også med vores ejerkommuner.