Frivillige søges til fællesspisning på krisecenter

Frivilligcenter Gentofte

Har du lyst til at skabe en hyggelig, uformel og nærværende afslutning på ugen for kvinder og børn, som bor på krisecenter? Vi søger et lille frivilligteam, som sammen vil stå for vores faste fællesspisning om fredagen i vores skønne hus.
Charlottenlund Krisecenter et privat krisecenter, som tilbyder ophold til kvinder og deres medfølgende børn, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i nære relationer.

Som frivillig her bliver du en del af et lille fællesskab af passionerede mennesker, som på forskellige måder bidrager til indsatsen på krisecentret.

Til fællesspisnings-aktiviteten bliver I et lille team, som i samarbejde deles om vagterne, så fællesspisningerne dækkes ind med et tilstrækkeligt antal hænder. Aktiviteten koordineres af husets frivilligkoordinator, som også vil fungere som jeres kontaktperson. På det praktiske plan, står I som frivilligteam for at:

lave madplan og indkøbsliste (vi sørger for indkøb)

lave aftensmad til fællesspisningen

deltage i måltidet med kvinderne, børnene og personalet, samt bidrage til en hyggelig fælles start på weekend

Fællesspisningen foregår hver fredag kl. 17.30 og det forventes derfor, at du kan møde ind ca. 2 timer før for at lave maden. Sommetider kan et par af kvinderne have lyst til at deltage i madlavningen, men det kan dog ikke forventes. Aftensmaden serveres i vores fælles stue kl. 17.30, hvorefter der ryddes op og rengøres.

Aktiviteten varer dermed sammenlagt ca. 4 timer. Som aktivitetsfrivillig forventes det, at du kan deltage 1-2 fredage om måneden.

Vi forestiller os, at du:
er tålmodig og kan holde overblik

er et varmt menneske, som udviser empati og kan møde familierne, hvor de er

har et godt humør, som kan bidrage til at skabe et positivt åndehul i hverdagen

vil gøre en mærkbar forskel for kvinder og børn i en svær livssituation

har lyst til at skabe fællesskab omkring et måltid

Vi forventer hverken, at du er professionel eller har erfaring med madlavning til større grupper, men at du er imødekommende, god til mennesker og kan komme med et positivt sind og overskud til at møde kvinder og børn, som står i en livsfase præget af skift og forskelligartede udfordringer.

Som frivillig ved Charlottenlund Krisecenter, tilbyder vi en solid introduktion til huset og opgaven, støtte og sparring undervejs, samt et meningsfuldt frivilligfællesskab hvor du gør en mærkbar forskel for kvinder og børn i svære livssituationer. Som frivillig bliver du en del af et mindre fællesskab af frivillige, som hver især bidrager til livet og dagligdagen for kvinderne og børnene, som bor her. Vi bestræber os på at arrangere frivilligsamlinger fra tid til anden, hvor du dels kan møde de andre frivillige i huset og dels kan få et indblik i det faglige arbejde i huset eller en anden relevant tematik til inspiration.

Som frivillig er det desuden et krav, at du:
udviser tavshedspligt. Det betyder, at du ikke må videregive fortrolige og personlige oplysninger om de kvinder og børn, som bor eller har boet i huset.

kan fremvise en ren straffe- og børneattest

Som frivillig er du hverken behandler, rådgiver eller myndighedsperson. Din rolle er derimod at bidrage til positivt samvær, samt være et medmenneskeligt og positivt indspark i dagligdagen på krisecentret.Kunne du tænke dig at komme med på holdet som frivillig? Send en kort beskrivelse af dig selv, din motivation for arbejdet samt dine kontaktoplysninger til vores Aktivitets- & Frivilligkoordinator.

Charlottenlund Krisecenter et privat krisecenter beliggende i et skønt og roligt villakvarter i Charlottenlund og har 12 værelser fordelt på to etager samt fællesarealer som fx stue, aktivitetskælder og have. Er man udsat for vold i nære relationer, har man ifølge loven ret til at komme på krisecenter og man kan frit kontakte det krisecenter, man ønsker at bo på. De fleste, som har været udsat for vold, har været udsat for mere end én form – det kan være fysisk vold, psykisk vold, seksualiseret vold, materiel vold, økonomisk vold, stalking, digital vold eller trusler om vold.

Vi glæder os til at høre fra dig!

På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.

Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.

Hvordan man ansøger

For at ansøge om dette job skal du autorisere på vores websted. Hvis du ikke har en konto endnu, bedes du tilmelde.