Vagtplanlægger søges til fastansættelse i Præhospitalt Center i Næstved
Region Sjælland
Kan du vagtplanlægge? Er du god til at spille andre gode? Så skal du læse med her.
Da vi ønsker at styrke vagtplanlægningsteamet, søger vi en ny kollega.
Vagtplanlægningen i Præhospitalt Center dækker over flere områder:
Driftscenter, Lægevagten 1818, Mobile enheder, Ambulance Sjælland, Dispacher, Vagtleder, De avancerede ressourcer, Sociolancen og Vaccinationsindsatsen.
Vi samarbejder dagligt med klinisk og administrativt personale samt ledelse på nævnte områder.
Vores forventninger til dig
Du har solid erfaring med vagtplanlægning og vagtplanssystemer (f.eks. Opus vagtplan).
Du arbejder struktureret med sans for fordybelse og detaljer.
Du er målrettet og resultatorienteret i driften af vagtplanlægningen.
Du er kreativ, vedholdende og løsningsorienteret for at sikre fremmøde af planlagt personale.
Du er tålmodig og imødekommende overfor medarbejdernes ønsker og behov.
Du sætter en ære i at være serviceorienteret og skabe gode relationer til dine samarbejdspartnere.
Du evner at lede dig selv og udvise ansvarlighed for at teamet samlet kommer i mål.
Der venter dig mange spændende opgaver
Vagtplanlægning i henhold til gældende overenskomster.
Håndtering af fravær, overtid, ferie m.m.
Løbende udvikling af vagtplanlægningen.
Samarbejde og fælles opgaveløsning med øvrige kollegaer i vagtplanlægningen.
Mulighed for tilstedeværelse med vagtplanlægningskompetencer i vaccinationssæsonen lokalt i Vaccinationscentre fordelt i regionen.
Det praktiske
Der er ansøgningsfrist d. 30. juni 2026, og der holdes 1. samtaler d. 3. juli 2026 og 2. samtaler d. 7. juli 2026.
Bliv en del af noget større
Præhospitalt Center favner alle regionale ansatte, der arbejder med det præhospitale område. Det inkluderer Befordringsservice; AMK-vagtcentral; Ambulance Sjælland; Kvalitet, Uddannelse og Beredskab; Administrationen; Hjemmebehandling; Logistik og Planlægning; Lægevagten; Vaccinationsindsatsen samt den præhospitale forskningsenhed.
Når du arbejder i Præhospitalt Center, bliver du en del af holdet bag den akutte og præhospitale indsats i Region Sjælland. Her arbejder dispatchere, planlæggere, forskere, behandlere og administrative medarbejdere side om side for at sikre, at hjælpen når frem.
Nogle sidder ved telefoner, andre udvikler løsninger, planlægger ruter eller forsker i bedre behandling. Fælles er, at vi arbejder for, at borgerne får hurtig, tryg og professionel hjælp – hvad enten det handler om akutberedskab, lægevagt, befordring, hjemme-behandling, uddannelse eller nye måder at gøre tingene på.
Du får en hverdag, hvor fagligheder mødes, og hvor din viden bliver brugt. Med ansvar, sparring og kolleger, der hjælper hinanden i mål. Og et arbejdsliv, hvor du kan mærke, at det du laver, gør en forskel for mennesker, du måske aldrig møder.
Hvis du vil arbejde et sted, hvor samarbejde er nødvendigt, udvikling sker midt i driften, og opgaven altid starter hos borgeren, så er der plads til dig hos os.
Dagligdagen i Præhospitalt Center kan være meget omskiftelig med uforudsigelige opgaver. Tag gerne et kig på vores Facebook, LinkedIn og Instagram-profil, hvor du kan følge med i hverdagen i Præhospitalt Center.