Økonomiansvarlig

Vertica


Dato: for 12 timer siden
By: Århus, Region Midtjylland
Kontrakttype: Fuld tid

Vil du arbejde med økonomi i en udviklingsorienteret virksomhed, der opererer i et vækstmarked, hvor kvalitet og forspring er nøgleord? Trives du i en rolle med stort ansvar, og hvor du har mulighed for at berøre hele økonomi og finanspaletten – lige fra bogføringen og fakturering til controlling m.m.? Så er du måske vores nye Økonomiansvarlige!


Vertikal udvikling, horisontalt hierarki


I Vertica udvikler vi e-commerce, der udvikler forretninger. Vi har efterhånden mere end 20 år på bagen, og i den tid er vi gået fra at være 3 udviklere til at være 150 verticanere på tværs af softwareudvikling, forretningsudvikling, UX, projektledelse, Marketing, Økonomi m.m.

Vi arbejder sammen med nogle af Danmarks dygtigste ecommerce-virksomheder i både B2B og B2C. Det er virksomheder som Matas, Søstrene Grene, Hørkram, Molslinjen og Brødrene Dahl. Og det er vi stolte af. Vores fornemmeste opgave er, at få kundernes forretning og digitale løsninger til at gå op i en højere enhed, og det lykkes heldigvis ofte.


Til trods for den vertikale udvikling har vi en meget horisontal organisation. Her er ingen mellemledere eller chefer, der bestemmer, hvordan en opgave skal designes eller løses. Vi lader dem, som sidder med den faglige viden træffe beslutningerne. Og det kommer også til at gælde for dig!


Din nye hverdag.


Til dagligt bliver du en del af Administrationen, hvor der i dag sidder 2 personer ud over dig selv. I deler ansvaret for rapportering, budgettering og økonomiopfølgning samtidig med, at I sikrer den økonomiske sparring med organisationen for vores videre udvikling. Du vil skulle finde dig tilpas i et bredere krydsfelt, hvor du både vil fungere som controller, bogholder, lave løn m.m., da du sammen med vores anden økonomiansvarlige vil skulle drifte og varetage alle økonomiopgaverne sammen. Da vi arbejder i medledende teams vil det også være jer to som sammen sætter dagsordenen og finder ud, hvordan I vil fordele ansvaret og arbejdsopgaverne imellem jer.


Dine ansvarsområder og arbejdsopgaver vil bl.a. indebære:


  • Økonomirapportering med stillingtagen/analyse af årsagssammenhænge med det mål at initiere tiltag på forkant sammen med organisationen.
  • Kommunikation af økonomi til organisationen.
  • Hands on bogholderi, finansbogholderi, debitorbogholderi, kreditorbogholderi
  • Perioderegnskaber, rapportering af afvigelser
  • Økonomisk sparring for hele organisationen
  • Løn og refusioner
  • Momsangivelser
  • Forecast og rapportering
  • Budgettering og budgetopfølgning
  • Likviditetsbudgetter og opfølgning herpå
  • Årsafslutning, materiale til revisor
  • Kontakt til revisor, bank, forsikring, SKAT og advokat


Dit fundament


Vi søger en kollega med flere års erfaring indenfor økonomi. Du er passioneret for at skabe resultater for Vertica igennem din interesse for tal og analyse af økonomien samt øje for detaljen og fokus på kvalitet. Du kan kommunikere og forklare de økonomiske forhold, så dine kollegaer forstår dig.

Dertil vil det blive betragtet som en fordel, hvis du har erfaring med Business Central 365, Power-BI eller har interesse i jura samt har kendskab til at arbejde med økonomi i en konsulentvirksomhed med afsæt i projektarbejde og timer.


Det får du med i købet


Vi er jo et ecommerce-hus, så vi kan ikke dy os fra at smide lidt ekstra godter ned i din kurv:


0 chefer, 150 kollegaer. Her er der ingen, der bestemmer, hvordan du skal arbejde. Vi har sat beslutningerne fri, så dem der har faglighed og kompetence selv bestemmer, hvordan de løser opgaverne. Det betyder, at du og dit team får mulighed for at indrette jeres arbejde, sådan som I mener, det er bedst.


Gennemsigtighed er en af kerneværdierne i Vertica, og derfor ligger vores personalehåndbog frit tilgængeligt her. I personalehåndbogen kan du læse, hvilke vilkår vi - og alle vores fremtidige kolleger - arbejder under. Hvis ikke du har tid til at læse hele håndbogen igennem, så har vi fremhævet nogle af dem, vi sætter særligt pris på.


Livslang læring: Vi går i livets skole, men af og til er der også kurser, konferencer eller uddannelser, som man kan lære af. Er der noget, du gerne vil blive klogere på, har du muligheden for at videreuddanne dig i Vertica. Vi har intet loft på uddannelsesbudgettet, så der heller ikke er loft på læringen.


Det sociale: Vi holder af sociale arrangementer, og vi holder mange af dem. Det kan være alt fra klatring, padeltennis, byg-dit-eget-tastatur og cocktail-kursus til familietur i Djurs Sommerland. Derudover tager vi hvert år på en firmaweekend, hvor vi har fokus på hygge, god mad og socialt samvær.


Hele mennesker på arbejde: Vi tror på at der er andet i livet end arbejde og derfor er det vigtigt for os, at vi holder os inden for en 37-timers arbejdsuge, og at vi behandler hinanden med stor ordentlighed og respekt.

Send et CV