Tele- og dataanalytiker søges til Afdelingen for Efterretning og Analyse i Københavns Politi

Politi


Dato: for 16 timer siden
By: København, Region Hovedstaden
Kontrakttype: Fuld tid
Politiets efterforskningsarbejde bliver i stigende grad udfordret af kriminelle aktørers anvendelse af moderne teknologi og digital kommunikation. Vi søger en analytiker, der vil være med til at omdanne massive mængder af data fra flere forskellige kilder til let forståelige resultater, der direkte kan anvendes i efterforskningen eller til fremvisning i retten

Om afdelingen

Afdelingen for Efterretning og Analyse (AEA) i Københavns Politi hører under Efterforskningsenheden og består af en god fordeling af dedikerede medarbejdere i specialiserede grupper og med både politifaglig og civil baggrund. Afdelingen understøtter hele politikredsen og i særdeleshed efterforskningen med opgaveløsninger inden for en bred vifte af områder lige fra efterforskningsoplæg til operative analyser.

Om jobbet

Tele- og datateamet understøtter efterforskningen i Danmarks største politikreds med udgangspunkt i et eget udviklet koncept, hvor en teledataanalytiker kobles på aktuelle efterforskninger med enkeltopgaver eller fuld sagsunderstøttelse. Dine arbejdsopgaver kommer til at variere meget, men omdrejningspunktet bliver teledata.

Vi tilbyder dig her en unik mulighed for at spille en ekstremt vigtig rolle i efterforskningen, hvor din opgave vil være at behandle, analysere og formidle data. Du vil skulle understøtte efterforskningerne til at træffe beslutninger for indhentning, sætte retningen på teleområdet, bidrage til prioritering i sager og være med til at udfinde de relevante personer. Du kommer til at understøtte hele spekteret af straffesager inden for personfarlig, organiseret, økonomisk, berigelse samt øvrig borgernær kriminalitet – kort sagt alt lige fra berigelsessager til de helt store sager med stor offentlig bevågenhed.

Din vigtigste opgave bliver at levere analyser, vise resultaterne på en simpel og overskuelig måde samt udfinde ”nålen i høstakken”, som kan være afgørende for sagen.

Den sagsunderstøttende funktion, hvor du tilknyttes en aktuel efterforskning fra starten og følger denne gennem alle de vigtige og afgørende perioder, vil være i højsædet. Der vil være mulighed for at sidde sammen med efterforskningen som en del af holdet eller trække sig tilbage og sidde i egen gruppe, hvor vidensdeling, kreativitet og løsningsorienteret problemhåndtering sættes højt.

Som tele- og dataanalytiker i AEA vil dine arbejdsopgaver udover sagsunderstøttelse være:

  • Ideudvikling og vidensdeling både internt og på tværs i kredsen og hele landet
  • Vejledning og rådgivning inden for teledata og øvrige indgreb i meddelelseshemmeligheden
  • Deltagelse i forbindelse med uvarslede hændelser og manhunt-situationer
  • På sigt at skulle vidne som telespecialist i retten
  • Samt andre tværgående ad hoc opgave

AEA tilbyder et spændende og dynamisk arbejdsmiljø med bl.a

  • Stort fokus på oplæring og løbende udvikling.
  • Et varieret og udfordrende job i et stærkt fagligt miljø med en uformel omgangsform.
  • Et miljø, hvor det at fejle betragtes som udvikling til fremadrettet at gøre det bedre.
  • Kollegaer med en bred vifte af erfaringer og specialiserede kompetencer fra både politiuddannede og andre faggrupper.
  • Uddannelse og kompetenceudvikling inden for relevante områder
  • Et fleksibelt arbejdsmiljø, hvor der lægges vægt på høj trivsel, men også et miljø, hvor der kan opstå opgaver som skal løftes med meget kort varsel og på alle tider af døgnet.
  • Berøring med et bredt udsnit af efterforskninger og operative indsatser i Københavns Politi

Om dig

Vi forventer, at du har en baggrund, hvor du har stor erfaring med at bearbejde data, og vi forestiller os, at du har erfaring med at formidle produkter, resultater eller rapporter videre internt eller til ledelsen. Det er en fordel, men ikke et krav, at du hidtil har beskæftiget dig med tele- og dataanalyse. Derudover skal du kunne agere professionelt og objektivt i din måde at præsentere arbejdet på, da teledata oftest er et tungtvejende argument i retssager.

Desuden Lægger Vi Vægt På At Du

  • Er engageret og initiativrig, samt har fokus på kvalitet og objektivitet i alt dit arbejde
  • Besidder gode kommunikations- og samarbejdsevner, ligesom du kan arbejde selvstændigt
  • Formår at omsætte kompleks data til et klart og entydigt sprog, samt visualisere data enkelt og struktureret
  • Kan arbejde i Excel på et højt niveau og har erfaring med at arbejde med store datamængder.
  • Har erfaring med de resterende Microsoft Office programmer og især PowerPoint

Tag i din motiverede ansøgning gerne udgangspunkt i netop din erfaring og forventede bidrag til AEA i forhold til ovenstående punkter.

Løn- og ansættelsesvilkår

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation, Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.

Du bliver ansat på fuld tid svarende til 37 timer ugentligt inkl. frokost.

Dit arbejdssted bliver Københavns Politi på adressen Teglholms Alle 1-3, 2450 KBH SV.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan bibeholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse.

Kontakt og ansøgning

Vil du høre mere om os og om stillingen, er du velkommen til at kontakte Politikommissær Jacob Andersen på telefonnummer 51198817 eller e-mail [email protected]. (Mailen kan IKKE bruges til ansøgninger)

Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du kan slette dokumenterne knyttet dertil.

Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.

Vi lægger vægt på diversitet og opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk baggrund.
Send et CV