Sales Director, Tradepoint
Hansen Toft

Hansen Toft søger en Sales Director på vegne af Tradepoint
Nyoprettet, strategisk lederposition med ansvar for vækst og udvikling af strategisk nøglekunde i en international handelsvirksomhed
Tradepoint søger en erfaren og ambitiøs Sales Director til at stå i spidsen for samarbejdet med virksomhedens største strategiske nøglekunde. Du får en central rolle i at identificere og prioritere kommercielle indsatsområder og dermed mulighed for at sætte et markant præg på Tradepoints fremtidige udvikling.
Med direkte reference til CSO og som en del af ledergruppen får du det overordnede ansvar for at udvikle og eksekvere salgsstrategien for én af Tradepoints to business units. Rollen kræver både stærk, kommerciel forretningssans samt evnen til at lede, motivere og udvikle et erfarent og velfungerende team bestående af syv Key Account Managers.
Dine primære ansvarsområder inkluderer:
- Udarbejdelse og implementering af en langsigtet salgsstrategi for nøglekunden
- Opbygning og vedligeholdelse af stærke relationer til kundens beslutningstagere samt styrkelse af samarbejdet på tværs af funktioner
- Aktiv deltagelse i forhandlinger og indgåelse af årsaftaler i tæt samarbejde med teamet
- Gennemførelse af årlige udbudsforhandlinger og sikring af volumen
- Bidrage til produktudvikling og -lancering i tæt samarbejde med salgs- og produktteams
- Overvågning af markedstendenser med henblik på løbende tilpasning og styrket konkurrenceevne
I forbindelse med din daglige ledelse får du ansvaret for at støtte og sparre med teamet i produktrelaterede udfordringer og bidrage til udviklingen af deres faglige kompetencer og salgsadfærd – gennem målrettet træning, individuel sparring og struktureret opfølgning.
Erfaring med ledelse og strategisk KAM-arbejde
Du har en baggrund inden for B2B-salg i handels-, sourcing- eller grossistvirksomheder samt dokumenteret erfaring med strategisk Key Account Management og samarbejde med større kædekunder – gerne i retail. Du har ledet og udviklet salgsteams i KPI- og performanceorienterede miljøer og trives med at tage ansvar for både strategi, eksekvering og resultater.
Din forretningsforståelse er skarp, og du arbejder analytisk og struktureret med afsæt i salgsdata, forecasts og marginanalyser. Du har solid erfaring med forhandling og indgåelse af større årsaftaler, deltagelse i udbud og styring af salgsbudgetter, og du navigerer sikkert i salg til større kæder med forståelse for deres krav og beslutningsgange. Du har desuden indsigt i internationale værdikæder og erfaring med at samarbejde med leverandører på tværs af landegrænser. Har du yderligere erfaring med eller kendskab til sourcing i Fjernøsten, er det en fordel.
Som leder har du naturlig pondus og evnen til at skabe følgeskab gennem tydelig kommunikation og engagement. Du er nærværende og motiverende i din ledelsesstil og formår at opbygge stærke relationer både internt og eksternt. Du trives i et miljø, hvor der er højt tempo og store ambitioner – og hvor din evne til at tage ejerskab, skabe struktur og sikre fremdrift gør en mærkbar forskel.
Du behersker både dansk og engelsk flydende på forhandlingsniveau i skrift og tale og har bopæl i rimelig afstand fra hovedkontoret i Odense, da fysisk tilstedeværelse er afgørende for at være en integreret del af den daglige drift og det tætte, tværorganisatorisk samarbejde. Derudover er du indstillet på ca. 30–40 rejsedage årligt, herunder enkelte rejser til Fjernøsten.
____________________________________________________________________________
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Research Consultant, Hansen Toft, Cecilie Hamp på tlf. +45 3076 3079.
Bemærk, at vi blot har behov for dit CV, når du søger stillingen. Din henvendelse behandles fortroligt og videregives ikke uden din accept.
Om Tradepoint
Tradepoint A/S er en international markedsledende handelsvirksomhed, der designer, udvikler, sourcer og distribuerer et bredt sortiment af indendørs og udendørs møbler samt brugskunst til både nationale og internationale brands. Virksomheden er familieejet og blev grundlagt i 1997.
Med hovedkontor i Odense og kontorer i Kina og Vietnam opererer Tradepoint globalt og samarbejder med nogle af de største detailkæder og grossister i branchen.
Tradepoint beskæftiger ca. 200 medarbejdere fordelt på 100 medarbejdere i Odense samt yderligere 70 medarbejdere i Shanghai og 25 i Ho Chi Minh City.
Læs mere på www.tradepoint.dk
Se flere job i Odense, Region Syddanmark