Full-stack Software Developer / Applied AI Engineer til innovative softwareløsninger
Alexandra Instituttet

Kunne du tænke dig at arbejde med udvikling af innovative softwareløsninger og anvendt forskning? Nu har du chancen for at arbejde på kanten af de nyeste digitale teknologier og blive en central del af Alexandra Instituttets Digital Experience and Solutions (DxS) Lab i IT-byen Katrinebjerg i Aarhus.
DxS Lab i Aarhus består af 20 faglige eksperter inden for udvikling af avancerede interaktive softwareløsninger til bl.a. sundhedsområdet, undervisning, bæredygtig produktion og energi. Vi arbejder med løsningsdesign og udvikling af løsningerne fra konceptidé til færdigt produkt, herunder full-stack løsningsudvikling, anvendt AI, interaktionsdesign, augmented reality, lokationssystemer, IoT og cloud- og datainfrastrukturer. I DxS Lab arbejder vi med løsninger fra digitale prototyper til store løsninger med flere tusinde brugere.
Vi fungerer som uvildige rådgivere og konsulenter med et stærkt fokus på åbne standarder, brugen af open source og udvikling af uafhængige digitale løsninger.
Alexandra Instituttet gør dig og Danmark klogere
Hos Alexandra Instituttet er du med til at udvikle avancerede og innovative it-løsninger med vores kunder.
Vi har omkring 100 medarbejdere med forskellige baggrunde som eksempelvis dataloger, matematikere, fysikere, forretningsudviklere, antropologer, designere mv.
Vores tværfaglighed er en styrke, som vi udnytter til at skabe innovative løsninger for vores kunder og samarbejdspartnere. Det gør vi ved at samtænke kommerciel relevans, den nyeste it-forskning og brugerinddragelse. Derfor er din faglige og personlige udvikling mindst lige så vigtig for os, som den er for dig.
Det betyder også, at du vil arbejde på både anvendt forskning og kommercielle opgaver. Hos os deltager du i anvendte forsknings- og udviklingsprojekter i samarbejde med universiteter, forskningsmiljøer og erhvervsliv, og den viden bringer vi i spil i vores kommercielle opgaver.
Vi tilbyder et job med stor frihed under ansvar. Der er mulighed for at arbejde hjemme når arbejdsopgaverne tillader det, men vi ser dig også gerne på kontoret for at sikre det sociale fællesskab. Der er ligeledes mulighed for at indgå i kantineordningen, hvis du ønsker dette
Du vil hurtigt få både ansvar og medindflydelse på opgaverne, og du får udpeget en mentor, som skal sikre, at du kommer godt fra start.
Spændende arbejdsopgaver til den rette profil
Som Full-stack Software Developer hos Alexandra får du ansvaret for:
- Design og udvikling af software, som løser komplekse problemer og leverer innovative løsninger, i samarbejde med erfarne kolleger
- Arbejde med hele softwareproduktet på tværs af backend, frontend, databaser, cloud m.m.
- Anvende nyeste digitale teknologier og seneste forskning i løsningen af opgaver, herunder AI modeller, augmented reality og speech UIs.
- Bidrage til teamet i både mindre og større kommercielle - og forskningsprojekter
- Rådgivning og opgaveløsning for kommercielle kunder med særdeles varierende indhold
Din profil
- Du har en kandidatgrad som datalog/softwareingeniør eller et tilsvarende it-uddannelsesniveau. Nyuddannede kandidater vil også komme i betragtning til stillingen
- Du brænder for softwareudvikling, er nysgerrig og har lyst til at skabe nye innovative løsninger, der gør en forskel
- Du har interesse for og/eller erfaring med at arbejde med data og AI-teknologier i løsninger, der skal fungere i praksis
- Du har interesse for kundedialog, og du kan deltage i udarbejdelsen af løsningsdesign, der passer til kundens behov
Desuden må du gerne have erfaring med flere af nedenstående teknologier:
- Udvikling af services, backend og applikationer i Java, TypeScript eller Python (Spring Boot, Node.JS, Django etc.) eller tilsvarende
- Udvikling i JavaScript eller TypeScript
- Applikationsudvikling med React, Angular, Vue.JS eller tilsvarende
- Arbejde med datadrevne løsninger og databaser, fx PostgreSQL, MongoDB eller tilsvarende
- Brug af AI i løsninger, fx LLMs, neurale netværk, PyTorch m.m.
- Udvælge og tilpasse machine learning- eller deep learning-modeller til specifikke problemer
- Bygge og vedligeholde softwareinfrastruktur omkring AI-systemer (fx REST API’er, backend-systemer)
- Arbejde med MLOps – dvs. automatisering af modeltræning, deployment og overvågning
- Udvikling af softwareløsninger, der fungerer i drift
- Arbejde med kodekvalitet, automatisering og processer, herunder CI/CD, fx GitHub Actions og workflows
- Arbejde med agile softwareudviklingsprocesser
Din personlighed og tilgang til opgaverne er vigtig for os: Du er udpræget holdspiller, og det er helt naturligt for dig at samarbejde, opsøge, udforske, afprøve og dele nye teknologier og viden med dine kollegaer.
Placering i organisationen og ansættelsessted
Du bliver ansat i vores DxS Lab med reference til Allan Hansen ([email protected] / +45 40 19 45 38). Vi har kontorer i IT-byen Katrinebjerg i Aarhus og på IT-Universitetet (ITU) lige ved DR metro i København. Du vil få din daglige arbejdsplads i IT-byen Katrinebjerg i Aarhus.
Din ansøgning
Det er kun nødvendigt at sende dit CV. Samtaler vil blive afholdt løbende. Vi indkalder til de første samtaler i midten af august.
I Alexandra Instituttet tror vi på, at innovation fremmes ved, at vi har medarbejdere med mange forskellige baggrunde – det gælder det faglige men også i forhold til køn, religion, nationalitet og etnisk baggrund.
Om Alexandra Instituttet
Alexandra Instituttet hjælper offentlige og private virksomheder med at bruge den nyeste it-forskning og -teknologi til at skabe helt nye løsninger. Vores mission er at skabe vækst og velfærd i det digitale Danmark.
Alexandra Instituttet har siden 1999 omsat it-forskning til nye produkter og services, som virksomheder kan tjene penge på, og som er brugbare for slutbrugerne. Samarbejdet inspirerer endvidere til ny forskning. Alexandra Instituttet er et GTS-institut (Godkendt Teknologisk Service), som arbejder med anvendelsesorienteret it-forskning og innovation. Vi er ejet af Aarhus Universitets Forskningsfond. Læs mere på www.alexandra.dk.
Se flere job i Århus, Region Midtjylland