Sales Supporter
Moment A/S

Sales Supporter til Positec Nordic
Motiveres du af frihed under ansvar, og vil du være en del af en innovativ vækstvirksomhed, som virkelig engagerer sig i bæredygtighed?
På vegne af Positec Nordic søger vi i Moment Search & Selection en serviceminded medarbejder til deres Customer/Sales Support-team, som holder til i både Danmark og Sverige. Din daglige gang bliver på kontoret i Albertslund – og herfra får du en bred kontaktflade til både kollegaer og forhandlere i Norden.
En veldrevet organisation med en entreprenørånd
Hos Positec Nordic vil du opleve en organisation, hvor initiativer og gode ideer er kærkomment. Faktisk gennemsyres virksomheden af en innovativ tankegang, da Positec Nordic har et stort fokus på vedvarende energi og ressourcebesparing, f.eks. ved at have et af de ‘grønneste’ hovedkontorer i verden.
Som Sales Supporter varetager du opgaver, der relaterer sig til de to velkendte mærker Worx og Kress. Da salget er sæsonpræget, får du i det tidlige forår samt sommermånederne en særlig vigtig opgave i at sikre en god oplevelse for kunder og forhandlere, når du:
- Besvarer kundehenvendelser fra Danmark og Sverige via telefon og e-mail
- Håndterer og overvåger ordrer
- Supporterer vedr. spørgsmål til priser og leveringstid
- Håndterer reklamationer og kreditnotaer
- Uddanner forhandlere i Positec-Portalen
I de øvrige måneder er der tid til at forberede aktiviteter til næste sæson, som f.eks. at udarbejde prislister, undervisningsmateriale og kataloger. Desuden får du en hverdag med fleksibilitet og mulighed for hjemmearbejde, ligesom du to gange om året besøger kontoret i Sverige.
Hvad skal jeg kunne?
Vi forestiller os, at du har erfaring fra en lignende stilling, hvor du har varetaget opgaver indenfor salg, support og kundeservice. Måske har du allerede erfaring fra branchen, men der kan også være andre indgangsvinkler.
Det vigtigste er, at du er serviceminded, og at du kan finde en god løsning, når der er behov for effektiv support. Du motiveres af at have frie rammer med mulighed for “learning-by-doing". Hele tiden har du dog et stærkt hold i ryggen, som du kan sparre med, og som tror på, at selvom man ikke ved alt fra starten, så kan det helt sikkert læres.
Vil du være en del af Positec Nordic?
Moment Search & Selection varetager rekrutteringen af Positec Nordics nye Sales Supporter i Albertslund. Vi gennemgår løbende ansøgninger, og når den rette kandidat er fundet, tager vi stillingsopslaget ned igen.
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte Senior Recruitment Consultant Søren Malle på [email protected] eller tlf. 9394 1520.
Om Positec Nordic
Positec Group er en globalt anerkendt producent af elektriske værktøjer, robotplæneklippere og haveudstyr. Virksomheden blev grundlagt i 1994 af Don Gao og har hovedkontor i Suzhou, Kina. Med over 4.000 ansatte verden over har Positec etableret sig som en innovativ aktør indenfor sin branche.