Konsulent med speciale i lederudvikling, coaching og facilitering

bro


Dato: for 1 dag siden
By: København, Region Hovedstaden
Kontrakttype: Fuld tid

Vil du være med til at flytte mennesker, teams og hele organisationer – med faglighed som afsæt og forandring som mål? Så er du måske vores nye kollega i bro 


Vi leder efter en kollega med organisationspsykologisk baggrund. En, der forstår mennesker og systemer – og som trives bedre på ledelsesgangen end i terapirummet. En, der allerede har lidt erfaring med analyse, facilitering eller procesarbejde – og som er nysgerrig på, hvordan man som konsulent omsætter teori til handling og refleksion til resultater.


Du bliver en del af vores team af ledelsesrådgivere, der arbejder med ledelses- og teamudvikling i private og offentlige organisationer – som regel på toplederniveau, hvor beslutningerne træffes og der er meget på spil. Her designer og faciliterer vi udviklingsforløb, gennemfører analyser og feedbackprocesser, skaber fælles retning og omsætter teori til handlinger, der kan mærkes – og resultater, der kan måles.


Hvad skal du lave?

Vores opgaver spænder bredt, og du skal være klar på at prøve kræfter med lidt af det hele – også det, der er nyt for dig, fordi du max har et par års fuldtidserfaring efter endt studie.


Vi tror nemlig på, at vi lærer ved at gøre. Derfor får du en aktiv rolle i opgaveløsningen fra start og lærer vores metoder og værktøjer i praksis, selvfølgelig med støtte, sparring og feedback fra erfarne kolleger.


Vi arbejder med mange forskellige greb og er ikke religiøse omkring én tilgang. Vi bruger det, der virker – og slipper det, der ikke gør. Det kræver faglig nysgerrighed og en praktisk tilgang. Og det regner vi med, at du både kan og har lyst til.


Dine opgaver bliver blandt andet at:

  • Designe og facilitere udviklingsforløb for ledere og teams – fra workshops i mindre grupper til større længerevarende processer
  • Gennemføre analyser og feedbackforløb, og omsætte indsigter til anbefalinger, der sætter en retning og skaber vedvarende forandring
  • Skabe engagement og fremdrift i samarbejdsprocesser, med fokus på målbare resultater
  • Udvikle præsentationer, læringsformater og materialer, der understøtter forandring
  • Løse projekt-relaterede opgaver som interviews, research og processtøtte i tæt dialog med kunder og kolleger
  • Bidrage til at udvikle vores metoder og rådgivning, og bringe egne perspektiver i spil i teamets faglige sparring


Hvem er du?

Du har en uddannelse, der bygger på psykologisk teori og indsigt kombineret med 1-2 års erfaring med undervisning og facilitering, projektledelse og processtyring, sparring og rådgivning i en HR- eller udviklingsrolle. Det kan være fra et tidligere job i en organisation eller virksomhed, evt. under studiet.


Vi forestiller os, at du:

  • Har erfaring med organisationspsykologi, facilitering eller ledelsesudvikling
  • Er struktureret, samarbejdsorienteret og god til at holde overblikket
  • Tør stille spørgsmål, tænker kritisk og byder konstruktivt ind
  • Er hjemmevant i PowerPoint og kan oversætte tunge pointer til sprog og slides, som folk faktisk gider læse
  • Har fokus på resultater – men altid med øje for relationer og de menneskelige aspekter af udvikling.
  • Er optaget af at skabe adfærdsændringer, ikke bare teoretisk refleksion
  • Sætter en ære i din faglighed, men er åben, fleksibel og optaget af at teste ting af og afprøve det, der virker i praksis


Det her er vores bedste bud på, hvem vi søger. Men vi ved, at det sjældent er på papiret, det hele står – så vi glæder os til at høre, hvad du bringer med


Hvem er bro?

bro er et konsulenthus i København, der hjælper organisationer med at skabe mærkbare forandringer. Vi kombinerer organisationsudvikling, kommunikation og adfærdsdesign og hjælper ledere, teams og organisationer med at flytte både midset og praksis.


Vi har mere end 20 års erfaring med at ændre vaner, styrke samarbejde og skabe strategisk retning – og vi ved, hvordan man omsætter komplekse indsigter, der virker i virkeligheden.


Hos os bliver du en del af et ambitiøst og tværfagligt hold på +20 kolleger, der hver dag arbejder tæt med både private virksomheder og offentlige organisationer – fra vores kontor midt på Esplanaden. Og så er vi et sted i bevægelse: Vi har klare planer om at vækste – fagligt, forretningsmæssigt og menneskeligt. Det kræver mod, udsyn og vilje til at tage ansvar, også for hinanden. Derfor leder vi efter en kollega, der selv har lyst til at være med på en vækstrejse – og som ikke bare trives med ambitioner, men selv er med til at drive dem frem


Sådan søger du

Send din ansøgning senest d. 30. juni til [email protected]. Skriv ”Konsulent til organisationsteamet” i emnefeltet.


Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Cecilie Astrid Rudolph på [email protected].


Vi holder samtaler løbende og ansætter, når vi har fundet den rette.

Send et CV