Vil du være med til at skabe udvikling og livskvalitet for udsatte borgere?

Dansk Socialrådgiverforening


Dato: for 1 uge siden
By: Frederiksværk, Region Hovedstaden
Kontrakttype: Fuld tid
Center for Voksenstøtte søger støtteperson, der kan holde hovedet koldt og hjertet varmt.

Meningsfuldt arbejde

Er det naturligt for dig at arbejde relationelt med borgere i øjen- og hjertehøjde? Kan du navigere i en kompleks hverdag fyldt med paradokser og dilemmaer på et område i konstant udvikling? Kan du jonglere mange opgaver og prioritere, hvilke der skal gribes hvornår? Har du viljen og evnen til at bringe dig selv i spil i relationsarbejdet og i faglige sparringer med dine kollegaer? Så kan vi tilbyde dig et meningsfyldt job med mulighed for at planlægge din egen arbejdsdag og med dygtige kollegaer, der løfter i fællesskab.

Meningsfulde opgaver

I Center for Voksenstøtte arbejder vi med recovery-orienteret rehabilitering. Vi arbejder med udsatte borgere i eget hjem, i bofællesskaber, i gruppetilbud, i Åben Rådgivning og i rusmiddelcentret. Borgerne har typisk udfordringer som sindslidelser, sociale problemstillinger eller rusmiddelproblematikker og har behov for støtte til at mestre hverdagen.

Du har ansvar for at støtte og hjælpe borgere med at udvikle sig i retning af deres egne mål og drømme ud fra en løsningsfokuseret tilgang. Sammen med dine kollegaer udvikler og understøtter du også fællesskaber, som kan være det bærende element i borgernes hverdag. Du arbejder ud fra en recovery-orienteret og rehabiliterende tilgang med fokus på borgernes ressourcer og mestringsstrategier, så de kan leve et så selvstændigt liv som muligt. Fokus er på udvikling, det "gode liv" og hvad livskvalitet betyder for den enkelte.

Din profil

Du har i høj grad indflydelse på, hvordan din arbejdsdag ser ud, da du er ansat som selvtilrettelægger. Det betyder, at du skal kunne strukturere din arbejdsuge og være fleksibel i en uforudsigelig hverdag. Du skal være indstillet på at varetage et job, der kræver fleksibilitet i både opgaveløsningen og arbejdstiden. Da vi arbejder med sårbare borgere, er det vigtigt, at du er fagligt velfunderet og reflekterer over egen praksis som en naturlig del af dit arbejde.

Du er ikke alene

Du bliver en del af en tværfaglig organisation med ca. 50 ansatte, hvor der er fokus på sammenhængskraft og faglig udvikling. Vi prioriterer løbende faglig udvikling, så vi kan løfte vores opgaver med kvalitet i kerneopgaven, vi har derfor også en forventning om, at du også har lyst til at udvikle dig fagligt. Vi arbejder for at styrke borgernes empowerment og arbejder målrettet med gruppeindsatser. Vi har brug for, at du har blik for borgernes ressourcer og tænker Center for Voksenstøttes samlede indsatser ind i opgaveløsningen.

Generelt har vi et menneskesyn, som er karakteriseret ved høj grad af ligeværd og respekt for borgerne, og at vi er på besøg i deres liv, hvilket bl.a. ses ved høj grad af borgerinddragelse og medbestemmelse.

I dit CV kan vi læse, at du bl.a.

  • Har en relevant sundhedsfaglig, socialfaglig eller pædagogfaglig grunduddannelse.
  • Har erfaring med arbejdet med udsatte borgere.
  • Har flair for skriftlig dokumentation.

Dine kollegaer siger bl.a. om dig, at du er

  • Rummelig – du rummer udsatte borgere, dine kollegaers forskelligheder og samarbejdspartneres forskellige dagsordner.
  • Nærværende og tilpas nysgerrig – du lytter og spørger med åbent sind for at forstå den person, situation eller kontekst, du står overfor.
  • Pragmatisk – du finder de løsninger, der kan fungere i en kompleksitet, hvor der måske ikke findes en ”rigtig løsning” og véd, at nogle gange kan det være nødvendigt at hugge en hæl og klippe en tå.
  • Fleksibel – du smider gerne, hvad du har i hænderne, når det hele brænder på med en borger, i bofællesskabet, i rusmiddelcentret eller hvis en kollega har behov for hjælp.

Det formelle

Dit arbejdssted er Center for Voksenstøtte, som har base på Hermannsgade 3 i Frederiksværk. Hvis du kører til og fra Frederiksværk fra Københavnsområdet, så kører du mod trafikken – og det skal man ikke kimse af.

Der er fleksibel arbejdstid, og du skal evt. også være med til at dække åbningstider i bofællesskaber, gruppetilbud samt selv planlægge din arbejdsuge i henhold til de borgeropgaver, du har.

Hvis du gerne vil høre mere om stillingen, kan du kontakte viceleder Susanne Lefevre Rasmussen på tlf. 40 53 77 94 eller støtteperson Per Sørensen på tlf. 61 13 79 90. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og principperne for Ny Løn.

Vi skal bede om din ansøgning senest den 11. juni.

Vi afholder første samtalerunde den 17. juni og anden samtalerunde den 24. juni.

Vi indhenter straffeattester og referencer i forbindelse med ansættelsen.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Om Halsnæs Kommune

Halsnæs er en levende kommune med stærke lokale identiteter og med hovedstaden inden for rækkevidde. Her lever vi tæt på natur, hav og fjord, som giver mulighed for aktive oplevelser for borgere, besøgende og ansatte.

Halsnæs Kommune er en moderne og rummelig arbejdsplads i bevægelse. Vores tre værdier: redelighed, mulighed og helhed er vores fundament. I Halsnæs Kommune får du cirka 3.000 kollegaer fordelt over hele kommunen. Vi har en ambition om, at Halsnæs Kommune skal være et sted, du gerne vil arbejde – uanset hvilken faglighed, du kommer med. Vi sætter barren højt og gør os hver dag umage med at skabe de bedste forudsætninger for, at medarbejderne trives og leverer service og velfærd af høj kvalitet.

Du kan læse mere om Halsnæs Kommune på vores hjemmeside eller på vores LinkedIn-profil.

Arbejdstid: Dag

Ansøg her

Retur til søgning
Send et CV