Kundeservicemedarbejder

CEWE Japan Photo


Dato: for 2 uger siden
By: Århus, Region Midtjylland
Kontrakttype: Fuld tid
Har du selv prøvet at lave en CEWE fotobog og vil du gerne hjælpe andre med at få noget ud af deres digitale billeder og give glæden ved produkterne videre?

"I CEWE´s kundeservice fokuserer vi mere på at måle kundetilfredshed end på individuelle medarbejderes produktivitet. Derfor giver vi vores medarbejdere stor handlefrihed, så de kan fokusere på kundernes behov,” siger skandinavisk kundeservicechef Arne Christensen

Vil du hjælpe hr. og fru Danmark med at designe mindeværdige fotominder? Og leder du med lys og lygte efter et godt job i dit sabbatår – som du også kan fortsætte i som studiejob?

”Du får stor frihed til selv at finde den bedste løsning i samarbejde med kunden. Og du bliver en del af et team, hvor vi har det sjovt sammen og deler den gode energi, der opstår, når vi har hjulpet en kunde godt i mål,” fortæller kundeservicechef Arne Christensen.

Velkommen til kundeservice i CEWE

I et lyst og åbent kontorlandskab i Aarhus bliver du en del af kundeserviceteamet på i alt 18 kolleger, som skiftes til at arbejde dag, aften og weekend. Sammen hjælper vi vores kunder med alt fra design af fotobøger til vejledning om det rette billedprodukt.

I teamet er vi en blanding af både unge og lidt mere erfarne hoveder, der har det sjovt sammen og deler et godt socialt og fagligt fællesskab.

Din dag på Søren Frichs Vej

Som kundeservicemedarbejder bliver din kerneopgave at sørge for, at kunden får den bedste oplevelse, når du vejleder, rådgiver og besvarer henvendelser gennem SoMe, e-mail og over telefonen.

Du får en dag med mange forskellige opgaver, hvor du fx:

  • vejleder om oprettelse af fotobøger, designvalg og fotolagring
  • guider kunden step-by-step gennem fotoprogrammet
  • besvarer spørgsmål om leveringstid, ordrestatus og materialer
  • vejleder om import af fotofiler fra telefonen til computeren.

I løbet af dagen strækker vi ud eller går en tur, og så får vi en god frokost, som vi tager lidt på skift for at holde telefonerne bemandet.

Vi hører sjældent sure opstød over telefonen

Vi har en 100 % tilfredshedsgaranti – og har kunden lavet en stavefejl, eller er kunden ikke tilfreds med fx farvevalget, størrelsen eller det valgte papir, kan vi altid lave en ny ordre eller refundere beløbet. Og det er måske bl.a. derfor, at vi har en rating på 4,7 på Trustpilot.

En stilling, du kan være med til at forme

Når du starter på studie efter sabbatåret, sænker vi dit timeantal efter behov, og dine vagter vil typisk ligge som aftenvagter fra kl. 16. Og hvis du har lyst, kan vi nogle gange skrue op for de studierelevante opgaver – vi har f.eks kollegaer, der både arbejder i kundeservice- og marketing/salg.

Derudover kan du se frem til:

  • sjove sommerfester – sidste år var vi f.eks på weekendbesøg i vores afdeling i Oslo
  • gode rabatter på alle vores fotoprodukter
  • frokostordning

Du kan vejlede dine forældre i IT

Vi forestiller os, at du kan lide at tale i telefon, og at du kan trives med dage med mange henvendelser. Det er en ekstra bonus for os, hvis du også kan begå dig på de andre skandinaviske sprog.

Derudover tænker vi, at du:

  • har IT-kompetencer over middel (du kan forklare din far i telefonen, hvordan han downloader et program)
  • er hjælpsom og tålmodig (du bliver ikke sur på din mor, når hun beder om hjælp med sin telefon).

Har vi fremkaldt din interesse?

Hvis du har spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte kundeservicechef Arne Christensen på telefon 60 28 69 20. Vi holder samtaler løbende og regner med opstart/oplæring i august.

Vi glæder os til at høre fra dig!
Send et CV