Seniorafregningsspecialist til elafregning – bliv garant for korrekt afregning i energisystemet

Energinet


Dato: for 3 uger siden
By: Fredericia, Region Syddanmark
Kontrakttype: Fuld tid
Har du lyst til at arbejde med elmarkedsafregning i en rolle, hvor du både får mulighed for fordybelse og et tæt samarbejde med kolleger på tværs af organisationen? Som seniorafregningsspecialist i Energinet får du et udadvendt job med stor berøringsflade og høj påvirkningsgrad, hvor du er med til at sikre korrekt afregning på tværs af komplekse elmarkedsprocesser.

”Vi arbejder tæt sammen i teamet og har hver især en høj grad af fagligt ansvar. Det er vigtigt for os, at du har lyst til at være sparringspartner og bidrage til at løse komplekse opgaver i fællesskab,” fortæller afdelingsleder Maja Klejs Pedersen.

Bliv en del af et godt team med ansvar for elafregning

På kontoret i Fredericia bliver du en del af afdelingen Afregning, der arbejder målrettet for at understøtte korrekte og rettidige afregningsprocesser for både el og gas. Teamet Elafregning har ansvar for hele elafregningen og sikrer effektive og præcise processer, fx indenfor udlandsafregning, kapacitetsafregning, reserveafregning, balanceafregning og energiafregning.

Du sikrer kvalitet og udvikling i elafregningen

Som seniorafregningsspecialist får du en nøglerolle i at sikre kvalitet og sammenhæng i vores elafregningsprocesser – og du er med, hvor forretning og systemudvikling mødes. Dine opgaver omfatter blandt andet:

  • Levere input til samarbejdsaftaler om udlandsafregning med tilstødende systemer
  • Deltage i projekter med både det systemansvarlige område og IT
  • Oprette tidsserier og formler i vores afregningssystem
  • Definere og vedligeholde forsendelsesformater
  • Udarbejde vejledninger og supporte kolleger i forhold til fejl og ændringer i driften


”Jeg forventer, at du efter de første 6-12 måneder har formået at sætte dig ind i vores systemer og processer, ligesom du har overtaget ansvar for egne områder og opgaver og deltager på egen hånd i udviklings- og implementeringsprojekter,” uddyber Maja.

Du kombinerer teknisk forståelse med gode samarbejdsevner

Du er ingeniør, økonom eller har en baggrund inden for IT – og du kan læse og forstå kode. Da vi arbejder sammen med kolleger i hele Norden og Europa, skal du være dygtig til engelsk både skriftligt og mundtligt. Erfaring med elmarkedet eller anden forsyningsvirksomhed er ønskeligt, men anden erfaring med at bygge bro mellem dyb forretningsviden og it-systemer kan også være relevant, fx fra en rolle som forretningsudvikler, hvor du nu har lyst til at gå mere ned i materien.

Som person arbejder du struktureret og med stor detaljegrad. Du trives med at tage initiativ og arbejde uafhængigt, men sætter også en ære i videndeling og godt samarbejde. Du formår at kommunikere klart og konstruktivt – også når du skal påpege fejl eller risici på tværs af fagområder.

Særlige forhold: Jobbet kræver, at du kan opnå og opretholde sikkerhedsgodkendelse. På PET's hjemmeside kan du læse mere om sikkerhedsgodkendelse. I enkeltstående situationer kan det være nødvendigt at foretage et baggrundstjek forud for sikkerhedsgodkendelsen.

Vil du være med til at gøre en forskel sammen med os?

Så ser vi frem til at modtage din motiverede CV senest den 27. maj. Sæt allerede nu et par forsigtige kryds i kalenderen 2. juni, hvor vi holder 1. samtale online, og 11. juni, hvor vi holder 2. samtale i Fredericia.

Er du nysgerrig på din kommende leder eller har du spørgsmål til jobbet? Se nærmere på LinkedIn eller ring til Maja Klejs Pedersen på tlf. 2333 8508.

Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle kvalificerede, uanset baggrund, til at søge jobbet. Vi arbejder aktivt og målrettet med mangfoldighed i Energinet og opfordrer dig derfor til at udelade billede, oplysninger om alder, civilstand og lignende, for at minimere ubevidste biases i processen. Du kan læse mere om vores mangfoldighedspolitik her.

Du bliver en del af Energinet Koncernøkonomi og Business Support, der understøtter koncernen og koncernens forretningsenheder med ydelser inden for indkøb, compliance, regnskab samt økonomi og Facility Service.

Glæd dig til at blive en del af en organisation med et meningsfuldt formål, hvor vi forsyner Danmark med el og gas, og omstiller energisystemet til grøn energi.

I en god balance mellem dine ønsker og værdien for Energinet får du stor indflydelse på hvor og hvornår du løser dine arbejdsopgaver. Læs mere om vores fleksible medarbejderfordele , der også inkluderer en aktiv personaleforening, en attraktiv forældrepakke, hjemmearbejdsplads og -udstyr, seniorordning mv.
Send et CV